De fleste patienter, som er opereret for tyktarmskræft, behøver kun halvt så mange kemobehandlinger som tidligere. Det viser et stort internationalt forskningsprojekt med dansk deltagelse fra Sjællands Universitetshospital.

Flere og flere patienter overlever kræft, og derfor lever flere danskere længere med følgevirkninger af kemobehandling. Nu er der godt nyt til mange patienter med tyktarmskræft, da de fleste patienter, som er opereret for tyktarmskræft kan nøjes med kun at få halvt så mange kemobehandlinger. Det viser det såkaldte SCOT studie (Short Course Oncology Therapy), der er et stort internationalt kræftforskningsprojekt med deltagelse af Sjællands Universitetshospital.

– Det er godt nyt for patienter med tarmkræft. Kræftpatienters behandlingsforløb har stor betydning for deres fremtidige liv, og da flere overlever og lever længere med kræft, så er skånsomme og effektive behandlingsmetoder vigtigt for patienterne, siger Niels Henrik Holländer, overlæge på Sjællands Universitetshospital og ansvarlig for den danske del af forskningsprojektet.

De færre kemobehandlinger vil betyde færre bivirkninger for patienterne. Bivirkninger som for eksempel kan være diarre, for lavt antal hvide blodlegemer, træthed, kvalme og føleforstyrrelser. Hidtil har patienter, som er opereret for tarmkræft, modtaget otte behandlinger med kemoterapi givet hver tredje uge. SCOT studiet viser nu, at effekten af fire serier kemoterapi er ligeså effektiv.

Kan føre til nye behandlingsmetoder

Sjællands Universitetshospital forventer, at resultaterne allerede i 2017 vil føre til ændring i behandlingspraksis. Og det er ikke kun godt nyt for de 450 patienter, der årligt får tyktarmskræft. Resultaterne af studiet vil blive brugt i forskning i kræftbehandling generelt.

– Resultatet af SCOT vil nu blive brugt i vores projekt, InnoCan, som har som mål at forbedre, forkorte og forenkle kræftbehandlinger generelt. Vi vil gerne takke de mange patienter, som har deltaget i undersøgelsen’, siger Niels Henrik Holländer.

311 danskere og 6088 patienter i alt har deltaget i SCOT studiet, hvor Danmark har været den 2. største bidragsyder i Europa. Resultaterne af studiet blev præsenteret sent i aftes på den årlige internationale ASCO konference (American Society on Clinical Oncology) i Chicago, USA.

I Danmark er studiet ledet og koordineret af onkologisk afdeling i Region Sjælland på Sjællands Universitetshospital på vegne af Danish Colorectal Cancer Organisation (DCCG) og er blevet finansieret af EU’s Interreg pulje 4A.

Kilde: Region Sjælland

Deltag i debatten
Del.