Man skulle tro, at byrådet i Solrød har indgået en ikke-angrebspagt med nullermænd. Det passer dem strålende, at hjemmeplejen kun har tid til sjældne støvsugninger.

Ingenting kommer af ingenting. Undtagen nullermænd. De opstår helt af sig selv, uden at man vil det, og der er ikke så meget, man kan gøre andet end hyppige udluftninger, støvsugninger og rengøring.

Så de nullermænd, der bor hos de ældre i Solrød, der får kommunal hjælp til rengøring, trives fint og vokser sig store.

Spørger man nullermændene, hvad de mener om den ordning, at de fleste ældre får en halv times rengøring hver tredje uge, vil de fortælle, at den er gudskabt. De kan næsten ikke få det bedre.

Nullermænds anatomi

I min research om, hvad en nullermand egentlig består af, faldt jeg over blandt andet Bolius’ side, der klart og meget forståeligt informerede om nullermandens anatomi.

Det viser sig, at kernen i enhver nullermand er et eller andet, der ligger på gulvet, på reoler, bøger eller andre vandrette flader. Det kan være et halvt ben fra et dødt stankelben, en vinge fra en for længst afdød flue, ekskrementer fra støvmider, eller lidt fnuller fra en trøje.

Når døde hudceller, fnug fra tøj, støv udefra eller noget andet småt daler ned på gulvet, vil det forsøge at samle sig, og når der opstår en luftstrøm fra enten luft udefra eller beboere, der går hen over gulvet, vil fnulleret sætte sig i bevægelse og måde andet fnuller. Sød musik opstår, og en nullermand er en realitet.

Det er skam ikke alle

Jo, jeg hørte godt borgmesteren på vælgermødet på gymnasiet fortælle, at der slet ikke er problemer i Solrød, for de svage borgere visiteres, og det skam ikke er alle, der må nøjes med en halv times rengøring hver tredje uge.

Jeg vil meget gerne tro, at det er sandt. Nogle kan være i en situation, at der skal mere til, og det får de. Heldigvis da.

Men normen er nu engang en halv time hver tredje uge. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt. Hverken overfor de ældre, der er afhængige af hjælpen eller overfor medarbejderne, der skal kunne nå at støvsuge, vaske gulve, skifte sengetøj og det andet, som er svært at magte. Alt sammen på en halv time.

Det skal kunne gøres bedre

Solrød er en kommune med forholdsvist mange pænt lønnede, der har råd til ret dyre huse. Der bliver lagt ret mange penge i kommunekassen hvert år, så det er lidt fattigt, at ældre, der ikke selv kan klare rengøringen, må dele hus med nullermænd i krogene. Der er vel ingen, der for alvor tror, at når en hjemmeplejer kommer susende ind, smider overtøjet og griber støvsugeren, at alle hjørner og kroge rammes. Luftstrømmene fra støvsugeren kan ligefrem være med til, at der dannes endnu større nullermænd.

Jeg vil meget nødig opfattes som et brokkehoved, for jeg er hundrede procent sikker på, at medarbejderne gør deres allerbedste. Og det er jo heller ikke medarbejderne, jeg pukker på. Langt fra. Men det må sørme da i en kommune som vores være muligt at gøre det lidt bedre.

Da jeg jo er ny kandidat og ikke har været på budgetseminar og bagefter været med til at stykke budgettet sammen, har jeg ikke en kinamands chance for at gennemskue de enkelte kontonumre fora t se, hvor man eventuelt kan finde lidt penge her og der. Forhåbentlig ved jeg meget mere og bedre, når Budget 2019 skal udformes.

Brian Mørch
Byråds og Folketingskandidat
Dansk Folkeparti.

Deltag i debatten
Del.