Byrådet i Solrød har besluttet at afsætte midler til etablering af ca. 140 nye p-pladser, der både skal hjælpe på udfordringen med nok p-pladser til både de handlende i Solrød Center og pendlerne og samtidig øge trafiksikkerheden på Solrød Byvej.

Nu er der godt nyt til de handlende, der har svært ved at finde en p-plads i nærheden af Solrød Center. Byrådet i Solrød Kommune har nemlig på maj måneds byrådsmøde vedtaget, at der skal afsættes midler til at etablere ca. 140 nye p-pladser langs med begge sider af Solrød Byvej.

Beslutningen om at etablere de nye p-pladser er taget på baggrund af en henvendelse fra Solrød Center, som i foråret tog kontakt til kommunen med et ønske om at etablere et forsøg med tidsbegrænset, gratis parkering på udvalgte p-pladser i Solrød Center som følge af for få p-pladser til centerets besøgende. Det betyder samtidig, at indsatsen i Trafikplan 2016-2020, som netop omhandler en ombygning af Solrød Byvej fra to spor til et, bliver rykket frem.

”Solrød Center udgør bymidten i hele strandområdet, og det er vigtigt at rammerne omkring centeret er i orden, derfor er vi også tilfredse med denne løsning,” siger borgmester Niels Hörup og fortsætter:

”Med etableringen af p-pladser langs med Solrød Byvej, slår vi to fluer med et smæk – pendlere og andre langtidsparkende kan benytte sig af muligheden for at parkere hele dagen på de nye pladser og dermed frigøres der p-pladser til de dagligt handlende i Solrød Center. Samtidig medfører indsnævringen af vejen også en øget trafiksikkerhed på og omkring Solrød Byvej, hvor vi ved, at nogle bilister træder lidt for hårdt på speederen.”

Nye p-pladser klar til juni

Den 2-årige forsøgsordning med 3 timers parkeringszone på 245 ud ad ca. 670 gratis p-pladser i Solrød Center træder i kraft den 11. juni, hvor parkerede biler de første 14 dage får en slip i vinduet om de nye regler. For at sikre alternative p-pladser til de pendlere, der i dag benytter Solrød Center til parkering, arbejder Solrød Kommune på at nå at etablere de ca. 140 nye p-pladser, så de er klar til den dato, hvor forsøgsordningen med den tidsbegrænsede parkering træer i kraft.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.