Onsdag den 14. marts lander den digitale brevdue med borgertilfredsundersøgelsen i e-Boks’en hos alle borgere over 18 år i Solrød Kommune.

Du kan godt begynde at mærke efter, hvis du er myndig borger i Solrød Kommune, for borgertilfredshedsundersøgelsen er lige på trapperne.

I undersøgelsen vil borgerne blive spurgt ind til en række spørgsmål, der vedrører livet i Solrød Kommune. Det handler for eksempel om affald, veje og prioritering af skattekronerne.

Det er byrådet, der har sat gang i undersøgelsen, og formålet er at nuancere det grundlag, byrådet skal træffe beslutninger på i fremtiden.

Derfor håber byrådet, at masser af borgere vil give deres mening til kende. Alle borgere over 18 år modtager et personligt link, og der kan derfor godt være flere i samme husstand, der får mulighed for at deltage i undersøgelsen.

Er man ikke tilmeldt e-Boks, vil man få et fysisk brev i postkassen med login-oplysninger mm., men selve undersøgelsen skal stadig besvares på enten smartphone, tablets eller computer.

Det er konsulentfirmaet Rambøll Management Consulting, der foretager undersøgelsen, og den enkelte borger er garanteret 100% anonymitet.

Undersøgelsen bliver udsendt den 14. marts 2018 via e-Boks.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.