Fredag den 7. september var den store dag, hvor Nøddebo Børnehave modtog deres længe ventet kæmpestore piratskib fra Solrød Produktionsskole.

Det er 7-8 elever fra produktionsskolens linie, der kaldes ”Træ og design” med deres lærer Nicolaj Winther, der har fremstillet piratskibet fra tegning til levering. Det har stillet store krav til elevernes kreative og praktiske evner og de har også sat deres egne mærker ved at tilføje nogle fine detaljer.

På masten er flaget skåret i træ, hvor de har formået at bearbejde det, så det har dybde og format. Alt lavet med et meget kreativt islæt. Desuden har de også skåret anker, harpuner og sågar et skattekort, som alt er tilbehør til skibet og som gør oplevelsen ved legen med skibet endnu mere virkelighedsnært for børnene. Alt ved skibet er fremstillet i eg.

Ifølge Rene Sandholdt, som er ansat på Nøddebo Børnehave har både pædagoger og børnehavebørnene fulgt fremstillingen nøje, som den er skredet frem og det gjorde kun forventningen og glæden større hos børnene, som så meget frem til at leget på skibet. Og skibet har ikke skuffet børnene. Mandag efter afleveringen var det en stor attraktion at lege på skibet.

Det gik ikke stille for sig ved afleveringen af skibet, som Solrød Produktionsskoles elever stod for. Det blev fragtet på en trailer under stor mediebevågenhed. Som et ekstra plus var børnehavebørnene klædt i blåt og forestillede vand omkring skibet, da de gik med det sidste stykke hen til børnehaven.

Solrød Produktionsskole og Nøddebo Børnehave har et godt samarbejde og flere gange tidligere har produktionsskolens elever bygget ting til de unge borgere i Solrød Kommune, blandt andet deres legehuse.

Kilde: Randi Pedersen

Deltag i debatten
Del.