For 10. år i træk dystede kommunens 6. klasser i at løse naturfaglige opgaver, da der blev afholdt ‘Naturfag På Spil’ i Solrød Idrætscenter. 

Spændingen var stor, da årets vinder af ‘Naturfag På Spil’ skulle findes i Solrød Idrætscenter. I hænderne på naturfagskonsulent Iben Dalgaard lå nemlig to sedler, hvorpå 6A (Havdrup) og 6P (Uglegårdsskolen) stod skrevet. Snart efter blev den ene klasse udtrukket af borgmesteren og kåret som årets vinder, mens den anden klasse måtte nøjes med en flot 2. plads.

Men inden vi kommer til afgørelsen på lodtrækningen, skal vi lige runde årsagen til den spændende afslutning.

For et par uger siden fik klasserne udleveret otte forskellige opgaver, som man i grupper skulle forsøge at løse. Nogle grupper skulle for eksempel transportere et æg over fire meter, uden at det gik i stykker. Andre skulle sortere bolde i forskellige størrelser, og så skulle fotosyntesen omdanne frø til planter.

Spørgsmålet var bare hvordan, eleverne ville løse de otte opgaver, fortæller Iben Dalgaard, der er naturfagskonsulent i Solrød Kommune:

“Opgaverne er åbne naturfaglige opgaver, hvilket vil sige, at der er mere end én løsning. Så det er arbejdsprocessen, der er i fokus, hvor eleverne skal være innovative, kreative og turde prøve sig frem. De skal samtidig være kritiske over for deres eget produkt og udvikle på de mangler, der opstår undervejs,” fortæller Iben Dalgaard.

Borgmesteren som dommer

Eleverne kunne dog ikke nøjes med at løse opgaverne. De skulle også præsentere projekterne for dommerne med en beskrivelse af produktet – og vejen til at nå til produktet.

Traditionen tro havde borgmester Niels Hörup taget plads i det kompetente dommerteam, og her gik han rundt sammen med en meddommer fra Uglegårdsskolen og bedømte en del af de flotte projekter.

Som sædvanlig var dommerne meget nysgerrige og interesserede i alle detaljer, og borgmesteren var også fuld af roser efter at have set de mange forskellige bud på at løse opgaverne:

“Det var dejligt at være dommer og se de projektopgaver, eleverne har fundet flotte løsninger på og bygget af alverdens materialer. De har kastet sig ud i det og løst opgaverne med kreative idéer og gåpåmod,” siger Niels Hörup og fortsætter:

“Jeg har været med helt fra starten for 10 år siden, og jeg oplever, at eleverne bliver dygtigere for hvert år, der går, og deri ligger selvfølgelig også et stort cadeau til lærerne, som også udviser stort engagement og lyst til at lære fra sig. Det kan vi godt være stolte af i Solrød Kommune.”

De nervepirrende sekunder

Så blev det endelig afgørelsens time. Både 6P fra Uglegårdsskolen og 6A fra Havdrup Skole havde begge lavet de bedste løsninger i to opgaver hver. Derfor skulle vinderen findes ved lodtrækning. Naturfagskonsulent Iben Dalgaard blandede de to sedler, rakte hænderne frem mod borgmesteren, og efter lidt spænding valgte Niels Hörup den venstre hånd.

“Og vinderen er…. 6A!”

Så brød jublen ud blandt den vindende klasse, som havde svært ved at få armene ned. Der blev high five’t, krammet og sunget et kampråb.

Den ene gruppe i klassen skulle lave et produkt, der kunne sortere forskellige størrelser bolde. De løste opgaven flot og benyttede sig samtidig af genbrugsmateriale, som også talte med i dommerovervejelserne.

Den anden gruppe i 6A skulle transportere et æg ned fra en fire meter høj mur, uden at det smadrede. Også denne gruppe løste opgaven til UG, og så havde de tilmed taget initiativ til at lave en ‘samarbejdskontrakt’, forud for projektet. Det udløste også roser fra dommerne.

Foruden æren vandt 6A en tur til en valgfri naturfaglig oplevelse til hele klassen, som for eksempel Experimentarium, Zoologisk Have, Planetarium eller Den Blå Planet.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.