Kræftpatienterne skal have sikkerhed for at få behandling til tiden, mens Region Sjælland indfører det nye it-system Sundhedsplatformen. Derfor er der indgået en aftale om, at en del af regionens kræftpatienter kan få behandling med kemoterapi på Vejle Sygehus, som er et specialsygehus for kræft.

Vores patienter skal føle sig helt trygge ved, at de kan få deres behandling til tiden, siger vicedirektør Beth Lilja, Sjællands Universitetshospital.

– Vi tager med rettidig omhu hånd om vores patienter i forbindelse med, at vi indfører Sundhedsplatformen på sygehusene i Region Sjælland. Derfor har vi indgået aftaler med både Region Syddanmark og Region Hovedstaden om bistand til at behandle en del af vores patienter, mens vores egne sygehuse må skrue ned for den planlagte behandling.

Op til 140 patienter

Maksimalt 140 kræftpatienter vil få tilbudt kemoterapi på Vejle Sygehus over en periode på otte uger fra 1. november til 31. december 2017.

– Vi gør alt for, at det skal foregå trygt, smidigt og med mindst mulig ventetid. Region Sjælland sørger for gratis transport, hvor der også er mulighed for at få en pårørende med. Hvis der opstår behov, får patienterne mulighed for at overnatte på patienthotellet på Vejle Sygehus. Både transport og eventuel overnatning sker på Region Sjællands regning, fortæller Beth Lilja.

Behandling cirka hver tredje uge

Det er cirka en tredjedel af de ny-diagnosticerede kemoterapi-patienter, som bliver tilbudt hurtig behandling i Vejle. Det vil typisk være patienter fra de vestlige kommuner i regionen. Altid på baggrund af en individuel vurdering af, om patienten skal tilbydes behandling i Vejle eller Region Sjælland.

– Den første uge forventes patienten at skulle møde på Vejle Sygehus to gange, mens det efterfølgende er cirka hver tredje uge. Når perioden er udløbet ved årsskiftet, aftales det med hver enkelt patient, om hun eller han vil afslutte sit forløb på Vejle Sygehus eller i Region Sjælland, fortæller Beth Lilja.

Strålebehandlingen varetages i perioden stadig i Region Sjælland.

Hjertepatienter til Region Hovedstaden

Region Sjælland har desuden indgået en aftale med Region Hovedstaden, der hjælper med at behandle patienter inden for en række andre specialer.
Det drejer sig om hjertepatienter (250 patienter), patienter med sygdomme i urinvejene (100-165 patienter), i blodet (25 patienter) og patienter, der skal opereres i mave eller tarm (15-30 patienter).

Det sker i perioden 1. oktober til 22. december 2017.

Kilde: Region Sjælland

 

Deltag i debatten
Del.