Torsdag den 1. marts er der noget så spændende som en musik-poetisk forestilling i Havdrup Sognehus over tekster fra Prædikerens Bog i Det gamle Testamente. Det er orkestret ”Mongotube” med Lotte Arnsbjerg i spidsen, der optræder.

Teksterne er i denne forestilling blevet til monologer, dialoger, sange og musik og fungerer som en forestilling til fordybelse og andagt.

Det er moderne bønner, som inviterer til indsigt og sjælefred med budskabet, at væren er det primære formål med livet – og at det er op til os selv at foretrække væren frem for gøren.

Mongotube skriver selv om forestillingen: ”Publikum inviteres til en meditativ og sanselig stund, der på blid og kærlig vis sniger sig ind under huden og dybt ind i hjertet.

Musikken spænder fra det enkle til det storslåede og leder opmærksomheden til navne som Kate Bush, Goldfrapp og Savage Rose.”

Der er entre (inkl. kaffe og kage) på 50 kr. Pensionist 30 kr.

Kilde: Havdrup Kirke

Deltag i debatten
Del.