Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og borgmesterkandidat i Køge Marie Stærke (S) fik førstehåndsindtryk af EUC Sjælland og input om erhvervsskolernes udfordringer.

Det kniber med at tiltrække nok elever til erhvervsuddannelserne, selvom efterspørgslen på håndværkere er enorm og jobudsigterne dermed er gode.

Det var én af samtaleemnerne, da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og borgmesterkandidat i Køge Marie Stærke (S) onsdag besøgte EUC Sjælland.

Erhvervsskolen tilbyder både grundforløb og hovedforløb inden for en stribe erhvervsuddannelser, og kan på tværs af dem mærke et øget pres for at skaffe flere elever, mens der skal samtidig skal imødekommes de sparekrav, som alle landets erhvervsskoler er blevet præsenteret for af et politisk flertal på Christiansborg.

– Det er en løbende udfordring at leve op til både vores og omverdenens ambition om at være en attraktiv uddannelsesvej for unge mennesker og samtidig få økonomien til at hænge sammen, forklarede uddannelseschef for erhvervsuddannelserne på EUC Sjælland, Thomas Ter-Borch.

– Det handler lige så meget om de ressourcer, som det kræver at imødekomme de krav, som fulgte den seneste skolereform, men også om at sikre optimale rammer for de studerende, når det gælder materialer og maskiner.

Og de to gæstende politikere, der har rod i henholdsvis lands- og lokalpolitik, var lydhør.

18-årige Filip, der er i gang med elektrikeruddannelsen, snakkede studieliv og karriere med Mette Frederiksen

– Det her er sindsygt vigtigt indsatsområde, slog Mette Frederiksen (S) fast, da hun havde været igennem nogle af undervisningslokalerne på EUC Sjælland.

– Vi ved, at der bliver mangel på arbejdskraft, og vi ved, at erhvervsskolerne har svært ved at tiltrække elever. Derfor er budskabet også ret klart fra os til regeringen: Drop nu de besparelser på området, lød det fra Socialdemokratiets formand, der fik opbakning fra sin partifælle i Køge.

– Behovet for kvalificeret arbejdskraft vokser. Også her i Køge, og her spiller EUC Sjælland en væsentlig rolle. Der er brug for erhvervsuddannelserne og der er brug for at der bliver satset og bakket om dem. Både lokalt og nationalt, forklarede Marie Stærke.

Marie Stærke fulgte sit besøg op med en rundvisning på HTX Køge, hvor hun fik hilst på nogle af skolens 3.g-elever.

Besparelsen på erhvervsskolerne er det såkaldte omprioriterinsbidrag på to procent, hvilket i praksis betyder at alle takster og tilskud årligt beskæres med to procent frem til og med 2019. Oven i barsler regeringen med yderligere besparelser på uddannelsesområdet generelt i forbindelse med finansloven for 2018.

– Det gør det sværere, at drive erhvervsskole, og helt særligt i en situation, hvor der åbenlyst er behov for investeringer. Alle er enige om, at vi i Danmark kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft, siger Thomas Ter-Borch.

Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd har tidligere anslået, at der allerede i 2020 vil mangle over 30.000 faglærte i Danmark.

– Hvis vi skal rette op på det, så skal vi sætte ind nu, siger uddannelseschefen, der glæder sig over, at det budskab blev positivt modtaget af de to gæstende politikere.

– Vi kan ikke gøre det uden politisk opbakning, og den synes jeg, at jeg kan mærke, at der er hos både Marie Stærke og Mette Frederiksen.

Efter det officielle program fik Marie Stærke sin egen rundvisning på HTX Køge af Thomas Ter-Borch.

HTX kan bryste sig af det højeste optag til videregående uddannelser i regionen. Alligevel er der også her plads til flere elever.

Thomas Ter-Boch (th) gav Marie Stærke og Mette Frederiksen input om de udfordringer erhvervsskolerne står med. Med rundt var også EUC Sjællands supportchef Ole Nørvang-Holm

– Vi står også her med en uddannelsesretning med masser af succes, fremtidsmuligheder og efterspørgsel på den anden side, men som samtidig også står på et udfordret grundlag. Det er et væsentligt budskab at få givet videre, for det vi skaber her er med til at fremtidssikre vores erhvervsliv. Ikke mindst i Køge, hvor der er så stort fokus på at give optimale betingelser for erhvervslivet, forklarer Thomas Ter-Borch.

Kilde: EUC Sjælland

Deltag i debatten
Del.