Servicen er i top, og det er let at komme i kontakt med Solrød Kommune, sådan lyder konklusionen på en undersøgelse af samarbejdet mellem det lokale erhvervsliv og Solrød Kommune.

Karakteren lyder på noget nær UG, når det lokale erhvervsliv skal vurdere Solrød Kommune. Det viser resultaterne af en undersøgelse iværksat af kommunen, hvor alle de virksomheder, som kommunen de sidste seks måneder har haft en virksomhedsrettet indsats hos er blevet kontaktet.

Her fortæller 91 procent af de medvirkende virksomheder, at de har fået en tilfredsstillende service, og at det har været let at komme i kontakt med kommunens virksomhedskonsulenter.

”Vi har et stort fokus på at støtte op om vores lokale virksomheder og skabe gode vilkår for erhvervslivets vækst og udvikling. Det er derfor særdeles opløftende at vores lokale virksomheder giver os så flotte tilbagemeldinger,” siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune.

Undersøgelsen af samarbejdet mellem det lokale erhvervsliv og Solrød Kommune kommer samme dag som Dansk Byggeri udsender sin undersøgelse af erhvervsvenlighed i de danske kommuner. Her er Solrød gået fra en 18. plads til en plads nr. 32.

”Isoleret set er det selvfølgelig ærgerligt, at vi er gået tilbage, og vi vil naturligvis se på, om vi kan gøre det gode, vi gør, endnu bedre. Jeg undrer mig dog også lidt over dele af undersøgelsen, som fx at vi ligger på en 74. plads i forhold til udbudspolitik, når vi er en af landets 98 kommuner, der sender suverænt flest opgaver i udbud. Det jeg hæfter mig mest ved er dog, at vores egen undersøgelse viser, at vores nære forhold til vores lokale virksomheder fortsat fungerer rigtig godt, og at virksomhederne er yderst tilfredse med os,” siger Niels Hörup.

Fakta

Solrød Kommunes undersøgelse er foretaget blandt de 50 Solrød-virksomheder, som Solrød de seneste 6 måneder har haft en virksomhedsrettede indsats hos i form af virksomhedspraktik eller løntilskud. Ud af de virksomheder har 70 procent svaret

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.