Liberal Alliance er (stadig) klar til at give folkeskolen et løft

LA fremlagde sidste efterår et fuldt finansieret budgetforslag. Her var der blandt andet afsat 4 millioner fordelt over fire år, til at give inventaret i folkeskolerne et varigt løft. Dengang var det kun Grundejerne (nu Lokallisten Solrød), som udover Liberal Alliance kunne tilslutte sig forslaget.

Ros til nyt udspil fra Socialdemokraterne

Liberal Alliances byrådsmedlem Emil Blücher er derfor positivt stemt, over Socialdemokratiets nye børneudspil, der blandt andet vil afsætte flere penge til klassemøbler.

“Vi har længe ment, at Solrød’s skoler trænger til et løft af de indre rammer. Kommunens skoler har fået – eller er i færd med at få – et større løft af de fysiske rammer. Så nytter det selvfølgelig ikke noget, at klassemøbler og andet inventar halter efter”.

Emil Blücher påpeger i den forbindelse, at det er forfriskende at se et større politisk udspil på den lokalpolitiske scene.

“Større politiske udspil et sjældent syn her i Solrød. Normalt er det kun noget vi ser i form af et valgprogram, op til kommunalvalg. Jeg glæder mig derfor til at nærlæse Socialdemokraternes udspil, som jeg indtil videre kun har fået overskrifterne fra.”

En liberal børne- og ungepolitik

Emil Blücher giver dog ikke meget for Socialdemokraternes påstand om at “…de borgerlige i en lang periode ikke har prioriteret børne- og ungeområdet i Solrød Kommune”.

“Det er lidt påfaldende, at Socialdemokraterne den ene dag kan stemme imod LA’s forslag om flere penge til skolernes inventarpulje, og et halvt år efter kritisere samtlige borgerlige partier for ikke at ville prioritere området. Vores budgetforslag viste klart, at der både var plads til at sænke skatten, og samtidig hæve servicen på udvalgte områder.”

Kassebeholdningen i Solrød Kommune runder 300 millioner kroner. Her er det Liberal Alliances klare holdning, at kommunens skattesats skal ned, så alt fra pensionister til børnefamilier, får flere af deres egne penge mellem hænderne.

LÆS Socialdemokratiets læserbrev her

Af Emil Blücher – Byrådsmedlem

Deltag i debatten
Del.