I ferier skal man hygge sig og lave en masse sjove ting sammen med familie og venner. Sjov Sommer afholder derfor i år også enkelte aktiviteter i efterårsferien.

På Solrød Bibliotek kan man onsdag d. 18. oktober give sine gamle bamser et nyt liv og få dem til at genopstå som uhyggelige zombier med hugtænder og blodige sår. Derved får de elskede sovedyr fornyet coolness, der sikrer en forlænget sæson på hylden og garanteret deltagelse til alle Halloweenfester fremadrettet.

Til workshoppen hjælper Doktor Gys med forvandlingen til zombie ved hjælp af special effekter, flydende latex og filmblod.


Børnene vælger selvfølgelig selv hvordan zombie-udtrykket skal være: Om det skal være en opsprættet mave med små bamse-tarme og bamseblod, et knust øje kombineret med en flået pote hvor bamsens skelethånd stikker ud, eller bamsens mund kan skæres op og udvides så der bliver plads til en hel masse store brutale hugtænder, der skal formes i latex og monteres. Det hele er med til at give bamsen eller sovedyret en ny attitude og et udtryk, der vil hæve sejhedsfaktoren langt over næsten alt andet legetøj.

Når alle latex-producerede effekter, knogler og indvolde er helt tørt, males bamsernes sår, flænger og indvolde med filmblod, maling og sminkefarve. Det gælder om at male sårene, så de ligner rigtige sår. Til sidst får man næsten helt ondt af gode gamle Teddy…

Medbring et par gamle bamser og husk tøj der kan tåle at blive snavset med filmblod og latex.

Workshoppen foregår på Solrød Bibliotek onsdag d. 18. oktober kl. 10-13. Det koster 30 kr. at deltage. Tilmelding foregår på solbib.dk

Kilde: Solrød Bibliotek

Deltag i debatten
Del.