Samarbejdet på vej og park-området mellem Solrød Kommune og OKNygaard er fortsat effektivt og tilfredsstillende, og flere og flere borgere har taget borgertip-app’en til sig.

Kvaliteten er høj, og samspillet med borgerne bliver hele tiden bedre. Sådan lyder to af konklusionerne i Kvalitetsrapport 2017 vedrørende samarbejdet med OKNygaard på vej og park-området, som Økonomi-, teknik- og miljøudvalget mandag aften blev orienteret om.

“Her i Solrød Kommune lægger vi stor vægt på, at kommunen er et godt og sikkert sted at færdes, og at her samtidig er rent og pænt. Det er derfor tilfredsstillende at konstatere, at vores samarbejde med OKNygaard fungerer rigtig godt, og at OKNygaard leverer en kvalitetsydelse inden for de rammer, byrådet har sat,” siger borgmester Niels Hörup.

Han glæder sig samtidig over, at der fortsat er en stigning i antallet af borgerindberetninger via app’en Borgertip. Her er der sket en stigning fra 786 indberetninger i 2016 til 842 i 2017.

“App’en gør, at borgerne bliver “kvalitetskontrollører”, som leverer tips til, hvor der skal sættes ind fra OKNygaards side. Det gør samtidig, at arbejdet kan tilrettelægges langt mere effektivt. Jeg kan kun opfordre endnu flere borgere til at melde ind via app’en,” siger Niels Hörup.

App’en sikrer samtidig en automatisk registrering af opgaverne, som også bliver givet videre til OKNygaard uden forsinkende led.

Effektiv grafittibekæmpelse
En af de opgaver, som borgerne melder ind med, er fjernelse af grafitti, som der også har været et øget fokus på i løbet af 2017. Og det effektive og professionelle arbejde med at trætte udøverne af hærværket ser ud til at virke, antallet af borgerindberetninger vedrørende grafitti er faldet med 70 procent siden 2014.
“Bekæmpelse af grafitti er et område, som byrådet har prioriteret, og jeg er glad for at se, at indsatsen har en positiv effekt,” siger Niels Hörup.

Fakta
Solrød Kommune indgik i 2013 en 3-årig kontrakt med OKNygaard på udførelse af vej- og parkdrift, drift og pleje af naturområder, drift af vandløb og håndtering af affaldscontainere. I 2016 besluttede Byrådet at forlænge kontrakten med 2 år frem til 1. oktober 2018. Den fremtidige håndtering af vej og park-området bliver sendt i udbud i slutningen af året.

Hent app’en her
Borgertip-app’en kan hentes ved at scanne nedenstående QR-kode:

http://www.solrod.dk/CropUp/650x-/media/885982/borgertip-qr-kode.png

Deltag i debatten
Del.