De flittige kunstnere fra Solrød Kunstforening har netop præsenteret en ny udstilling med 32 akrylmalerier på Korporalskroen, Tåstrupvej 4 i Karlslunde.

I alt 15 kunstnere ud af medlemsskaren på 59 aktive viser med den nye udstilling at øvelse, undervisning og passion for billedkunst, er vejen til stadig bedre resultater.

Et ordsprog siger som bekendt, at “enhver fugl synger med sit næb”. På den nye udstilling vil man opleve, at de deltagende kunstnere udtrykker sig i hver deres stil. Men den erfarne ophængningsgruppe har alligevel formået at skabe et harmonisk helhedsindtryk, som dels levner kroens gæster ro til at nyde den gode mad, men som også kan give anledning til en lille rask kunstdiskussion hen over sildemaden og de lune retter.

Følgende kunstnere deltager: Kirsten Vibeke Andersen, Karin Holgaard, Annitta Petersen, Birthe Hansen, Lene Ekelund, Anne Schjødt, Jytte Bang Hansen, Käthe Jensen, Mette Maya Pedersen, Ingrid Høyberg, Hanne Kisling, Jonna Pedersen, Eva Juliet Colstrup, Lis Braband Andersen og Tage Ebbensgaard.

Udstillingen kan ses i kroens normale åbningstid frem til den 13. juni 2016.

Kunstudstilling Korporalskroen 2Kunstudstilling Korporalskroen 3

Deltag i debatten
Del.