Så slår Solrød Gymnasium dørene op til Teaterkoncert​ 2018

Vild energi. Krig. Stærke stemmer. Harmoni. Lækkert band. Det er de ord du får serveret, når du spørger om nøgleordene til årets store Teaterkoncert på Solrød Gymnasium.

Katrine, Nanna og Carl Magnus er blot tre af de mange forskellige elevkræfter, der er involveret i årets produktion, og de kan næsten ikke sidde stille, når de taler om det. – Jeg elsker at spille teater og danse,  fortæller Nanna Koch Nielsen fra 2.x. og fortsætter. – Det betyder en masse at få noget kreativt ind i den meget faglige hverdag på den her måde, og så har jeg fået venskaber på kryds og tværs af hele skolen.

Katrine Jagd Lauritsen fra 2.z. stemmer i. – Egentlig ville jeg bare være en del af koret, men så blev jeg fanget af projektet, så nu har jeg også en solopræstation, jeg skal slås og danse, så jeg får virkelig prøvet nogle personlige grænser af. Det er jo også del af det at gå på gymnasiet, og her foregår det i trygge rammer, fordi vi lærer hinanden så godt at kende undervejs.

Mange typer elever er engageret i projektet

Carl Magnus Olsen fra 1.z. uddyber ideen bag teaterkoncert-konceptet.Han spiller saxofon og guitar sammen med bl.a. tidligere elever, herunder medlemmer af bandet Oh Dear Mary, som mange har oplevet ved bl.a. Køge festuge.  – Alt er nøje planlagt, men vi følger ikke et manuskript, hvor den enkelte skuespiller har bestemte roller med bestemte replikker, fortæller han. Det handler som i de øvrige år om, at vi sammen fortolker udvalgte musikstykker rent kunstnerisk på en måde, så det når ud over scenekanten til publikum.

– Og de bliver kørt godt rundt i følelsesregisteret, supplerer Katrine. – Vores tema er krig, men det er også de veje man som menneske uundgåeligt slår ind ad, når man har krig inde på livet. På den måde er stykket samfundsaktuelt, men det er også et tematisk paradoks. Midt i drab, våben og vold, smerte og sorg er der også momenter af glæde, den menneskelige overlevelsesevne, tro, håb og inderst inde; kærlighed. Som publikum får du dermed både anledning til at grine og græde, og også større børn vil få en kunstnerisk oplevelse, der udtryksmæssigt og fortællemæssigt er ud over det sædvanlige.

Carl Magnus afslutter interviewet: – Rigtig mange fra gymnasiet deltager inden for kostumer, dans, kor, solistoptræden, make-up, scene, band, PR og meget mere,  og vi har allerede været på ved årets Åbent Hus den 24.1. Alle på gymnasiet har været velkomne til at melde sig, og det kan virkelig mærkes: Folk deltager, fordi de elsker den her slags, men de kommer fra alle mulige forskellige klasser, og sammen får vi skabt ikke kun nye venskaber, men også tre forestillinger, der hver især bliver ét stort, fedt flow af stemninger og sanseindtryk.

Underviserne Julie Lykke Jensen, Amalie Hassing, Maria Vejgaard og Jens Winge udgør den praktiske og kreative ledelse af teaterkoncerten.

Selv fotos og plakat er elevproduceret, så der er mange evner i spil ved årets Teaterkoncert på Solrød Gymnasium

FAKTABOKS:

Solrød Gymnasiums Teaterkoncert spiller i Solrød Gymnasiums kantine den 5.2, 6.2 og 7. 2. med professionel lys og lyssætning, der skal understøtte den sædvanlige høje kvalitet.

Billetter kan købes af alle for 55 kr. på http://live.sky-ticket.dk/event/305f7af.

Der er ingen nummererede pladser, så kom gerne i god tid.

Forestillingen starter kl. 19.00 alle dage.

Kilde: Solrød Gymnasium

Deltag i debatten
Del.