Musikskolens elevere skruer op for julestemningen med to koncerter.

Nu får du chancen for at høre musikskolens elever spille i julemåneden – hele to gange endda. Første gang er lørdag den 8. december, hvor musikskolens bands og dem der spiller på de mere elektriske instrumenter spiller i festsalen på Solrød Gl. Skole. Anden gang er i Solrød Strandkirke den 16. december, hvor du kan lytte til de akustiske instrumenter og den klassiske musik.

”Vi glæder os meget til at se børn, forældre, bedsteforældre og andre interesserede til vores julekoncerter”, siger musikskolens leder, Jens Engberg og fortsætter:

”Julekoncerterne er nogle af de store festlige koncerter, og det er altid hyggeligt med masser af god musik. Fordi det foregår over to koncerter, er der også god tid til, at mange af vores dygtige elever kan vise, hvad de har øvet sig på i efteråret.”

Koncerten på Solrød Gl. Skole løber af stablen lørdag den 8. december kl. 15, mens den akustiske koncert i Solrød Strandkirke finder sted søndag den 16. december kl. 15.30.
Til begge koncerter vil du kunne høre store og små elever, begyndere såvel som mere og øvede, i grupper og som solister. Forældre, bedsteforældre, søskende og venner vil synge med på fællessangene.

”Og så skal vi selvfølgelig synge nogle julesange”, siger Jens Engberg.

Kom og vær med til at synge julen i gang med sang og musik.

Der er gratis entrè til begge arrangementer.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.