Blev du ikke døbt som spæd, men har lyst til at blive det nu? Er du voksen og har svært ved at ringe til kordegnen i din lokale kirke og bede om at blive døbt i forbindelse med en søndagsgudstjeneste?

Så er der hjælp at hente i Solrød Strandkirke, hvor Greve-Solrød Provsti inviterer til drop in-dåb grundlovsdag, onsdag den 5. juni kl. 16-20. Her står præsterne Charlotte Gravesen, Carsten Mølgaard Hansen, Inge Leinum og Ebba Neimann Rasmussen klar til at døbe dig.

Der kræves ingen tilmelding forud, og du kan komme alene eller tage et par familiemedlemmer eller venner med. Blot skal du huske at tage gyldigt pas eller kørekort med. Er du under 18 år, skal du også have skriftlig tilladelse fra dine forældre/ forældremyndighedsindehavene.

Når du kommer den 5. juni, får du en lille snak med en af præsterne, inden du på helt sædvanlig vis bliver døbt til det samme ritual som ved alle andre dåb. Når vandet i håret er blevet tørt, kan du nyde et glas vin og lidt at spise i konfirmandlokalerne i Solrød Strandkirke.

Er kommet for at blive

Kristkirken på Vesterbro i København var den første til at holde drop in-dåb i 2017. Siden har kirker over hele landet taget initiativet til sig. Det er første gang, at en kirke i Greve-Solrød Provsti holder drop in-dåb. De fire præster, der døber folk grundlovsdag, er dog overbeviste om, at drop in-dåb er kommet for at blive.

”Nogle mennesker kan godt lide anonymiteten ved en drop in-dåb, hvor de bare træder ind fra gaden og bliver døbt. På den måde giver kirken folk mulighed for en mindre formel dåb, siger Charlotte Gravesen og Inge Leinum.

”Behovet er der også hos unge, der skal konfirmeres, men ikke er døbt som små. I stedet for først at holde en stor dåb og senere en stor konfirmation, kan de vælge en mindre omfangsrig drop in-dåb – og måske i en helt anden kirke end de hører til”, supplerer Carsten Mølgaard Hansen.

Kilde: Solrød Strandkirke

Deltag i debatten
Del.