Overgangsalder, kæresteproblemer eller manglende sexlyst. Sexolog Tina Zwisler kan hjælpe med mange problemer i den retning, og hun kan hjælper dig helt gratis hver torsdag.

Knirker fjedrene ikke helt så ofte, som de burde, er du på vej i overgangsalderen, eller løber din gode scoring skrigende bort gang på gang? Så kunne det tyde på, at en sexologisk rådgivning er vejen frem.

På Aktivitets- og Frivilligcentret sidder sexolog Tina Zwisler nemlig klar til at hjælpe hver torsdag fra kl. 16-18. Det er helt gratis og uforpligtende at møde op, og man må gerne være anonym.

Kærlighedsterapeuten

Selvom Tina Zwisler uden tvivl kan rådgive om masser af problemer af seksuel karakter, så er sexologi også meget andet.

“Sexologi er meget misforstået. Mange tror, det udelukkende handler om sex, men det handler i virkeligheden om, hvordan vi som mennesker interagerer med hinanden på et følelsesmæssigt plan. Sex er selvfølgelig en af de ting, men det er også meget andet,” fortæller Tina Zwisler.

Derfor bruger Tina Zwisler også et andet begreb om sig selv.

“Jeg synes nogle gange, at ordet kærlighedsterapeut passer bedre. For problemerne kan ligeså vel handle om det at finde en kæreste, om ensomhed, eller når det knaser i et parforhold,” fortæller Tina Zwisler.

Det er ikke pinligt

Sexologi er et meget følsomt emne, og det ved Tina Zwisler udmærket. Mange af hende klienter har brugt lang tid på at tage sig mod til, men det er der slet ikke nogen grund til, fortæller Tina Zwisler.

Hun har arbejdet mange år som lægesekretær i psykiatrien, og samtidig er hun sexolog. Så hun er vant til at arbejde fortroligt med meget personlige forhold, og hun er uddannet til at lytte og vejlede i tabubelagte problemer.

“Det er ikke spor pinligt! Man skal virkelig bare komme, og så tager vi en snak om tingene. Jeg har tavshedspligt, og hvis man ønsker at være anonym, så kan man selvfølgelig også det,” siger Tina Zwisler.

Kilde: Solrød Kommune

 

Deltag i debatten
Del.