I løbet af december er der rig mulighed for at komme i den rette julestemning i Solrøds kirker. Kirkerne bliver nemlig fyldt af julemusik og -sange.

Første søndag i advent, den 3. december kl. 11, er der i Solrød Strandkirke gudstjeneste med både trompet og kor. Den 5. december kl. 19.30 synger Adventskvartetten julesalmer ledsaget af jazzede toner i den stemningsfulde Solrød Kirke. Adventskvartetten består af sangerne Anna Kruse, Mia Engsager og Eva Malling samt organist Lars Ruuth.

Torsdag den 14. december kl. 19 afholdes korenes julekoncert i Solrød Strandkirke. Du kan opleve Solrød Strandkirkes børne-, junior- og pigekor og Solrød StrandKor med musikalske gæster, der folder sig ud med traditionelle og nye julesange. Der er naturligvis også fællessange, så du selv kan få rørt sangermusklen.

Er du stadig ikke kommet i julestemning, er sidste chance dagen-før-dagen – lørdag den 23. december kl. 15.30. Her er der lille juleaften omkring et flygel i Solrød Strandkirke, hvor alle er velkomne til at komme med sang- og salmeønsker. Præst Leif Ellerbek læser juleevangeliet, og efter gudstjenesten er der gløgg og æbleskiver.

Efter al den musik og sang skal du gerne være kommet i det bedste julehumør og -stemning.

Kilde: Annette Forsberg de los Reyes

 

Deltag i debatten
Del.