Antallet af piger, der bliver HPV-vaccineret, fortsætter med at stige markant. Knap 40.000 piger valgte i 2018 at blive vaccineret mod HPV – det er en stigning på over 20 procent sammenlignet med året før.

De nye tal for udviklingen i vaccinationsdækningen i 2018 er netop gjort op, og de bekræfter, at de unge piger og deres forældre igen tager imod tilbuddet om gratis HPV-vaccination. I alt 38.624 piger påbegyndte HPV-vaccination i 2018 – mens tallet i 2017 var på 31.714. Det er en positiv fremgang på over 20 procent. Og det skal ovenikøbet ses i lyset af, at 2017 var et rekordår, hvor antallet af vaccinerede piger blev fordoblet i forhold til året før.

“Det er fantastisk at se, at tilslutningen til HPV-vaccinationen fortsat stiger. Vaccinen beskytter pigerne mod HPV, som kan medføre celleforandringer, der kan udvikle sig til livmoderhalskræft. Det budskab er vi lykkedes med at få ud til pigerne og deres forældre, især i kraft af vores Stop HPV-indsats, og det kan vi jo kun glæde os over,” siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen.

De nye tal viser desuden, at et stort antal piger fra de årgange, der tidligere har haft lav vaccinationsdækning, nu også er blevet vaccineret:

“Det er skønt at se, at pigerne fra de årgange, som ikke nåede at få vaccinen, da de var 12 år, nu også kommer i gang. Det er nemlig ikke for sent. Og det er vigtigt at understrege, at hvis man er påbegyndt HPV-vaccinationen, men ikke er blevet færdig, er der stadig tid til at få de sidste doser og dermed sikre sig fuld beskyttelse. Tilbuddet er nemlig gratis, indtil man bliver 18 år,” påpeger Bolette Søborg.

Ifølge tallene fra Statens Serum Institut er 58 procent af pigerne fra årgang 2003 – altså de piger, som bliver 16 i år – nu færdigvaccineret. For to år siden var andelen 28 procent.

HPV-vaccinen virker

Hver dag får en dansk kvinde konstateret livmoderhalskræft, mens der hvert år er omkring 6000 kvinder, der opereres for forstadier til sygdommen. Men heldigvis kan vi med HPV-vaccinen forebygge både livmoderhalskræft og forstadier til livmoderhalskræft. Derfor er Kræftens Bekæmpelse glade for, at der igen er tillid til vaccinen.

“Undersøgelser viser, at HPV-vaccinen virker, fordi der blandt HPV-vaccinerede piger er markant færre, der får forstadier til livmoderhalskræft. Og når kvinderne ikke får forstadier, så får de heller ikke livmoderhalskræft”, siger overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Janne Bigaard og fortsætter:

“Vi er glade for, at flere lader sig vaccinere. For det betyder, at vi i fremtiden vil se langt færre kvinder, der får konstateret livmoderhalskræft”.

HPV-vaccinen kan forhindre 90 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft, og det er den første forebyggende kræftvaccine – en vaccine, der også beskytter mod en række andre HPV-relaterede kræftformer og kønsvorter.

Lægerne mærker tydelig fremgang

Hos Lægeforeningen er man rigtigt glade for, at endnu flere piger nu tager imod vaccinen, og det er en positiv fremgang, som de praktiserende læger også oplever rundt om i landet.

“Vi har gennem det sidste halvandet år haft betydeligt flere unge piger, der kommer til egen læge for at få HPV-vaccinen. Det er helt tydeligt, at forældrenes tillid til vaccinen er genoprettet, og vi kan selvfølgelig kun opfordre til, at endnu flere piger i fremtiden vælger at blive vaccineret, når de fylder 12 år, fordi vaccinen virker bedst inden seksuel debut,” fortæller Tue Flindt Müller, medlem af Lægeforeningens bestyrelse og praktiserende læge.

Fakta om HPV-vaccination

HPV-vaccination forebygger livmoderhalskræft, som skyldes HPV (human papilloma virus). HPV kan angribe cellerne i livmoderhalsen og give celleforandringer, som kan udvikle sig til kræft.

Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen anbefaler, at piger på 12 år bliver HPV-vaccineret, fordi:

Omkring 4 ud af 10 danskere under 30 år er smittet med HPV lige nu
Der findes ingen behandling mod HPV, men HPV-vaccination kan forebygge infektion
Danmark har den højeste forekomst af livmoderhalskræft i Norden
Hver dag rammes en kvinde af livmoderhalskræft i Danmark
Hvert år dør 100 danske kvinder af sygdommen
HPV-vaccination kan forebygge 90 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft
WHO anbefaler HPV-vaccination, og vaccinen tilbydes piger i stort set alle lande i Europa

Hvis du er i tvivl, så tag en snak med din læge. HPV-vaccination er gratis for piger, indtil de fylder 18 år.

Du kan også læse mere på www.stophpv.dk og følge os på Facebooksiden ‘Stop HPV – stop livmoderhalskræft’.

Kilde: HPV

 

Deltag i debatten
Del.