Region Sjælland søger nu en totalentreprenør til at projektere og bygge 110.000 m2 senge- og behandlingsbygninger til Sjællands Universitetshospital i Køge.

Region Sjælland har netop offentliggjort en forhåndsmeddelelse om det kommende totalentrepriseudbud med projektering og udførelse af senge- og behandlingsbygninger til universitetshospitalet i Køge.

Opgaven, hvis samlede værdi er anslået til to milliarder kroner eksklusiv moms, omfatter størstedelen af det nye hospital med nybyggeri på cirka 110.000 m2 og 17.000 m2 nedrivning af eksisterende bygninger.

Region Sjælland offentliggør udbudsbekendtgørelsen i slutningen af august i år, og kontrakten udbydes efter reglerne om konkurrencepræget dialog.

– Vi ønsker hermed at sikre helhed og sammenhæng for senge- og behandlingsbygningerne, siger projektdirektør Helle Gaub.

Region Sjælland planlægger et orienteringsmøde for interesserede entreprenører den 5. september 2017. Læs mere om byggeriet og kommende udbud på hjemmesiden www.regionsjaelland.dk/suhudbud

Kilde: Region Sjælland

Deltag i debatten
Del.