8. C på Havdrup Skole har med egne hænder bygget en stor flot træterrasse som en del af pilotprojektet Kloge Hænder. Projektet, som på sigt skal udrulles til hele landet, er et samarbejde mellem Havdrup Skole, Jyske Bank, Cabi og den lokale håndværksvirksomhed Egon Olsen & Søn og har til formål at få skoleelevernes øjne op for erhvervsuddannelserne.

Et styks spritny træterrasse er klar til at blive taget i brug på Havdrup Skole. Den indbydende terrasse er bygget af 8.C som en del af pilotprojektet Kloge Hænder, der sætter fokus på erhvervsuddannelsernes mange muligheder.

Eleverne har selv skulle stå for alt arbejdet lige planlægningen af det praktiske projekt til selve udførslen, og de har undervejs i forløbet fået god sparring både fra den lokale håndværksvirksomhed Egon Olsen & Søn og fra nogle meget engagerede lærere.

8.C viste tirsdag aften det færdige slutprodukt frem til en fernisering for både forældre og samarbejdspartnere, og ifølge eleverne har det været en rigtig god oplevelse selv at skulle bakse med alt lige fra beregninger og materialevalg til alt det praktiske med at hamre og save.

”Jeg kan ikke sige, hvad der har været bedst. Det har i sin helhed været godt. Og nu overvejer jeg at tage en erhvervsuddannelse,” lyder det fra en elev, imens en anden siger:

”Vi har haft rigtig meget matematik i praksis. Da vi kom derud og fik lidt mere hands-on, fandt vi ud af, at alle faktisk var rigtig gode til det. Det kan styrke folk til at få nogen gode oplevelser og tro på sig selv. Dem man ikke plejer at se med hånden oppe var virkelig på derude.”

Konceptet skal være landsdækkende

Pilotprojektet på Havdrup Skole er igangsat af Jyske Bank og Cabi (Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats) og skal danne grundlag for et ”Kloge Hænder koncept”, som skal udbredes på landsplan til at være en praktisk projektuge i folkeskolen, der omsætter den teoretiske viden i praksis og giver eleverne hands-on erfaring med faguddannelserne.
Erfaringerne fra Havdrup Skole viser da også, at det giver rigtig god mening at udbrede projektet til hele landet, og til ferniseringen takkede Lene Hjorth, CSR direktør i Jyske Bank, Havdrup-eleverne for deres gode arbejdsindsats:

”Der har været en tradition for at fokusere på akademiske uddannelser, men der er sandelig også brug for Kloge Hænder. Det I har fortalt i dag om projektet og jeres oplevelser er ret imponerende. Vi håbede med Kloge Hænder at give jer mulighed for at lære med hele kroppen og bruge hænderne. Og det er til fulde sket. Vi er så glade for, at I har villet være med og danne erfaringer, som kommer andre til gode.”

Kilde: Solrød kommune

Deltag i debatten
Del.