Tirsdag kl. 12.21 anmeldte en 74-årig kvinde fra Greve, at hun efter tur med S-toget til Hundige station var blevet kontaktet på stationen af en udenlandsk kvinde, der spurgte om vej til Frederiksberg Hospital. Kvinden talte engelsk og var i selskab med en udenlandsk mand. Sammen havde de bl.a. kørt i elevatoren på Hundige Station. Den 74-årige havde ikke bemærket noget usædvanligt på stationen, men da hun kom hjem, opdagede hun, at hendes pung med bl.a. kontanter og diverse personlig kort var blevet stjålet fra hendes taske i kurven på hendes rollator. De fremmede personer blev beskrevet som: A: kvinde, 25-30 år, 175 cm høj, almindelig af bygning, lyst langt hår i en hestehale, medbragte et slidt kort over København; B: mand, 25-30 år, 190-200 cm høj, almindelig af bygning.
Lokalpolitiet i Karlslunde hører gerne fra personer, der har bemærket A og B i området ved Hundige station. Kontakt politiet på tlf. 114.