At læse behøver ikke være noget, man gør alene. At lytte til god litteratur sammen med andre kan åbne for kontakt til emner, man ikke nødvendigvis taler med nogen om hver dag. Det er hele idéen bag det koncept, man kalder ”Guidet Fælleslæsning”.

I Guidet Fælleslæsning kender deltagerne ikke teksten på forhånd, og man skal ikke forberede sig. Læsningen foregår i læsegruppen, hvor teksten (som regel en novelle på 10-12 sider) bliver læst højt af en læseguide, samtidig med at alle sidder med novellen i hænderne. Vi læser litteratur af gode, anerkendte forfattere, men det er teksten, som er i centrum, ikke forfatteren.

Når mødet med en tekst sker på samme tid for alle deltagere, bliver der mulighed for at dele den umiddelbare undren og oplevelse, der opstår, når man læser en tekst for første gang. Når vi taler om teksten undervejs, er der heller ikke noget ”rigtigt svar”. Alt, hvad teksten sætter i gang i os, kan vi tale om.

I Havdrup Sognehus er det Marianne Asmussen, som er læseguide. Første gang bliver torsdag den 25. oktober, derefter hver torsdag indtil den 13. december, kl. 10-11.30. Ingen tilmelding. Har du tid og lyst, så kom. Vil du spørge om noget, så ring til Marianne 4158-5240.

INFO: Guidet Fælleslæsning udspringer af Læseforeningens aktiviteter og uddannelse af guider og frivillige i mange byer og miljøer i hele Danmark.

Se mere på www.laeseforeningen.dk

Kilde: Havdrup Kirke

Deltag i debatten
Del.