Hossana in the highest, Oh happy day og Old time religion blev sunget for fuld udblæsning i Solrød Strandkirke den 20. januar.

75 konfirmander fra Munkekærskolen og Uglegårdsskolen havde hele weekenden øvet sig på en lang række gospelsange under kyndig vejledning af Peter Bernhard fra gospelkoret Joyful Noise.

Charlotte og Peter

Eleverne startede lidt nervøst fredag aften, og ikke alle var lige begejstrede for at skulle optræde for deres familier om søndagen.

Men da det virkelig gjaldt, gav alle konfirmander sig fuldt ud, så kirken gyngede med.

Konfirmanderne blev akkompagneret af medlemmer fra Joyful Noise og et firemand stort orkester, så sang og musik kunne høres helt ud på Strandvejen.

Præst Charlotte Gravesen og kateket Anita Obeling Kring stod bag initiativet med gospelweekend, som har fundet sted i 15 år.

Trods elevernes skepsis fra starten er det en weekend, som de aldrig glemmer. Bl.a møder de andre unge og får et særligt sammenhold ved at optræde sammen.

Kilde: Solrød Sogn

Deltag i debatten
Del.