Mandag blev Maiken Broed og Vivian Winther Jacobsen årets første studenter fra HTX Køge. Med studenterhuen i hus, er skoletiden hos EUC Sjælland slut. Når sommerferien er overstået, skal der udleves nye drømme.

Efter Maiken og Vivian forlod eksamenslokalet med to flotte 7-taller, blev de taget imod af familie og venner med åbne arme og lykønskninger. Vivian havde hvervet sin søster til at give hende hue på, mens det var Maikens far, der fik æren af at udføre traditionen. Inden de tager hul på et nyt kapitel, var der også en anden tradition, der skulle fuldføres. Sammen med HTX Køges rektor, Carsten Lindbo, blev Dannebrog hejst. Han nåede samtidig, at ønske pigerne tillykke med den flotte milepæl.

I deres sidste eksamen var de oppe i et projekt, udarbejdet under teknikfaget Proces, levnedsmiddel og sundhed. Her havde de valgt, at beskæftige sig med kødfrie fødevarer, hvor de har udviklet en kødfri tærte.

– Vi har først lavet en teoretisk næringsdeklaration, og så har vi udført en masse kemisk analyse. Hertil har vi lavet bestemmelser af blandt andet fedt, protein og vand, fortæller 20-årige Vivian om projektet.

Tre år fyldt med udvikling

Gennem de sidste tre år har HTX dannet en tryg base, hvor Maiken og Vivian føler, at de er blevet klædt på til at træffe vigtige beslutninger om deres fremtid.

– Gennem HTX er vi virkelig blevet hjulpet til at se, hvad man er blevet bedre til. Og det hjælper i høj grad én fremover, når man skal finde ud af hvilken vej, der skal vælges, forklarer 19-årige Maiken, mens Vivian uddyber:

– Man bliver klogere på hvad man er god til, og hvad man ikke er ligeså god til. Det er helt okay, at man ikke er fantastisk til det hele, fordi man får øjnene op for alle de ting, man er i stand til at klare rigtig godt. Hertil har jeg fået afklaret forskellen på, når noget “kun” er en interesse, og når noget er et område, jeg rent faktisk vil arbejde seriøst med i fremtiden.

Forskellige fremtidsplaner med hver sin passion

Mens Vivian går i 3.C under studieretningen Kommunikation og Design, går Maiken går i 3.B under studieretningen Kemi og Biologi. Begge nybagte studenter har en klar idé om hvad, der skal ske efter sommerferien. Men her stopper lighederne dog, som deres forskellige studieretninger måske også antyder.

Maikens planer er særlig målrettede, og tager udgangspunkt i en barndomsdrøm.

– Lige siden jeg gik i 5.-6. klasse har jeg villet være fysioterapeut. Jeg kan godt lide at hjælpe mennesker. Det er stadig den vej jeg ønsker at gå, fordi jeg brænder for det. Jeg vil gerne læse idræt, fordi jeg går op i motion og sund kost, samt kroppens anatomi og fysiologi – det interesserer mig helt vildt. Drømmen er at gå på Københavns Universitet, men jeg har også søgt ind andre steder, fortæller hun begejstret.

Vivians planer er i en helt anden boldgade, men ligesom Maiken, vil hun også i gang med sine uddannelsesplaner lige efter sommerferien.

– Jeg er meget interesseret i programmering, så jeg vil gerne læse softwareteknologi på DTU. Det er meget teknisk, men virkelig spændende. Her på HTX fulgte jeg et programmeringshold lidt uofficielt, og opdagede, at det er et emne, jeg virkelig brænder for. Når jeg først er færdiguddannet, vil jeg rigtig gerne arbejde med udviklingen af apps, afslutter hun.

Kilde: EUC Sjælland

Deltag i debatten
Del.