Passagerudgaven af den femte Combo generation er målrettet den store familie. Den findes i en kort og en lang version med plads til henholdsvis fem eller syv personer. Senere på året følger varebilsudgaven af Combo.

En familiebil med masser af plads til kufferter og passagerer og en lang række hjælpesystemer, der øger sikkerheden. Det er den korte beskrivelse af den nye Combo Life, der er udviklet fra en ny platform. Den lange version har et bagagerum på 597 liter, der kan udvides op til 2693 liter.

Combo Life kommer i en fem sædet og en syv sædet version, der måler henholdsvis 4,4 meter og 4,75 meter. Sikkerhedspakkerne omfatter automatisk nødbremse for både biler og personer, head-up display, træthedsalarm, bakkamera med 180 graders fugleperspektiv og en intelligent fartpilot, hvor skilte med den aktuelle hastighedsgrænse opfanges af bilens kamera, og føreren bliver spurgt, om hastigheden skal justeres automatisk til den nye hastighedsgrænse. Ved hastigheder under 10 km/t er en såkaldt Flank Guard aktiv.

Indbygget navigation eller navigation baseret på Apple CarPlay er muligt udstyr til den nye Combo

Den forudser og advarer føreren, hvis der er risiko for, at man rammer en forhindring med siden af bilen, fordi man skærer et sving for meget under en parkeringsmanøvre. Intelligrip tilpasser bilens trækkraft til underlaget, så det bliver muligt at komme frem på veje med reduceret vejgreb som for eksempel kørsel på sne og mudder.

Avanceret parkeringsassistance kan hjælpe føreren til at afgøre, om parkeringspladsen er stor nok til bilen og hjælper til at parkerer bilen ved automatisk at dreje rattet og instruere føreren i det rette gearvalg. Indbygget navigation eller navigation baseret på Apple CarPlay er også muligt udstyr til den nye Combo.

Motorsiden omfatter diesel- og benzinmotor med mulighed for seks eller otte trins automatgear. Varebilsudgaven af Combo kommer til Danmark i slutningen af 2018. Opel Danmark har endnu ikke besluttet, om Combo skal markedsføres i Danmark i passagerudgaven.

I 2017 blev der kun solgt ca. 500 eksemplarer af denne biltype på hvide nummerplader i Danmark.

Kilde: OPEL Danmark

 

 

Deltag i debatten
Del.