Af Morten Scheelsbeck, journalist, Solrød Strand

Naturen er noget af det vigtigste, vi har. Vi har overtaget den af vores forældre, og vi har et fælles ansvar for at give den videre i endnu bedre stand til vores egne børn og de kommende generationer. Det er den såkaldte generationskontrakt, som jeg synes, at danskerne lever utroligt godt op til. Og hvis vi skal give en bedre natur videre, kan vi ikke overlade ansvaret alene til det offentlige, for så mister danskerne på sigt selv ejerskabet og ansvarsfølelsen. Derfor er det vigtigt, at vores aktive civilsamfund med rette ånd træder i karakter og går forrest.

Og det gør civilsamfundet netop også, og Solrød Strand er et fremragende eksempel på netop den ånd. Borgerengagementet omkring stranden og naturen omkring stranden er et forbillede for, hvordan private kan tage initiativ til alles bedste.

Det er grundejerne langs stranden, der betaler størstedelen af udgifterne til strandrensning, og det er frivillige kræfter, der stabler strandløbet på benene og drøner rundt og sælger sponsorater til lokale virksomheder, der dermed også støtter op. Alle arbejder gratis, og alle midler går ubeskåret til Strandrenselauget, og selve løbet genererer i omegnen af 60.000–80.000 kroner i bidrag til rensningen. Det er simpelthen fantastisk!

Strandrenselauget, der blev grundlagt i 2008 som et samarbejde mellem Solrød Strands Grundejerforening, Karlstrup Strands Grundejerforening og Solrød Kommune, havde de første år formanden for Solrød Strands Grundejerforening som formand. De senere år har det været kommunens repræsentant i Strandrenselaugets bestyrelse (i øjeblikket er det borgmesteren), og det er et sundt tegn på, hvordan det private og det offentlige kan udrette noget i fællesskab.

Siden er Jersie Strands Grundejerforening også kommet med, og de tre grundejerforeninger bidrager nu sammen med kommunen og private virksomheder til den ekstremt vigtige opgave at holde vores strand ren og pæn og som et attraktivt aktiv for hele områdets borgere.

Nu er det så snart tid til strandløbet. Det er den årlige kulmination – og vel nærmest selve symbolet – på den indsats, der lægges i projektet. Jeg håber, at alle, der kan, vil støtte op, så vi kan holde fast i samarbejdet om vores fantastiske strand. Både for naturens og for fællesskabets skyld.

Deltag i debatten
Del.