Solrød Kommune tilbyder rygestoprådgivning, og som noget nyt er der mulighed for at få tilskud til rygestopmedicin, hvis man opfylder nogle kriterier.

Det kan være svært at vinke farvel til smøgerne, selvom man har et ønske om det. Derfor står Solrød Kommune klar til at hjælpe! Vi tilbyder et effektivt rygestopkursus, og det koster ikke noget at deltage.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er den bedste metode til varigt rygestop at få professionel rådgivning kombineret rygestopmedicin.

Nu med tilskud til nikotinerstatning

Regeringen og aftalepartnerne har, som et led i kræftplan IV, afsat penge til kommunerne til rygestopmedicin til særlige grupper. Det har givet kommunerne mulighed for at yde tilskud til rygestopmedicin (nikotinerstatning og receptpligtig rygestopmedicin) i forbindelse med de kommunale rygestopkurser. Initiativet skal understøtte, at flere, der ønsker det, kan komme i gang med et rygestop.

”Chancerne for at blive røgfri er større, når man bruger nikotinprodukter eller receptpligtig rygestopmedicin i forbindelse med et rygestop. Det nye tilskud kan derfor vise sig at være afgørende hjælp til et varigt rygestop,” siger forebyggelseskonsulent i Solrød Kommune, Louise Leilund.

Målgruppen for tilskuddet er nikotinafhængige rygere over 18 år, der ryger over 15 cigaretter om dagen, og hvor prisen på rygestopmedicin/nikotinerstatning er en hindring for rygestoppet. Det er desuden en betingelse for tilskuddet, at man samtidig deltager på et kommunalt rygestopkursus. Tilskuddet gives i form af værdibeviser, der kan indløses på kommunens apoteker.

Læs mere om rygestopkurset og tilmeld dig på www.solrod.dk/rygestop – næste rygestopkursus starter 27. februar kl 17-19.

Du kan også ringe/sms’e forebyggelseskonsulent Louise Leilund for mere information, telefon 51169312 eller på mail: forebyggelse@solrod.dk.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.