Elsa og superheltene var mødt talstærkt op i Poppelbo vuggestue og børnehave, hvor de var mere end klar til at slå katten af tønden sammen med alle de andre udklædte børn.

FASTELAVN: Den folkekære tradition er over os, og i Poppelbo så børnene derfor væsentlig anderledes ud, end de plejer. Alverdens skabninger fra dyreriget havde fundet vej, ligesom Elsa og superhelte i alle afskygninger var særdeles overrepræsenteret.

Blandt de ældste børn herskede der stor glæde over eeendelig at skulle slå katten af tønden igen. De gik til opgaven med mandsmod og kvindekraft, og de havde fuldstændig styr på, hvad det krævede at blive kattedronning og –konge.

Mens begejstringen var stor blandt de ældste, gik de små mere tilbageholdende frem. De skulle lige forstå, at de faktisk gerne måtte slå løs på den pose, der hang ned fra loftet i stedet for en tønde.

I starten fik posen også mere nus end slag, men til sidst fangede børnene konceptet, og så kunne en vaskeægte superhelt slå figenstængerne ud af posen til glæde for alle. Kronen gad hverken han eller kattedronningen at have på, men dem ville et par skønne prinsesser selvfølgelig gerne overtage.

Det var også superheltene, der stak afsted med æren som kattekonge og kattedronning blandt de ældste børn, men blandt de midterste lod Elsa’erne sig ikke sådan kue af store bøffer og mandebrøl.

Men puha, hvor var det hårdt at udleve livet som cowboy, tryllekunstner og Egon Olsen. Selv superheltene løb tør for kræfter, og derfor så de også ud til at nyde en stille stund med hjemmebagte fastelavnsboller og noget koldt at drikke. Så var de klar til at gå på weekend – måske med endnu flere fastelavnsløjer i vente.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.