Selvom om kalenderen stadig siger sommer, så rykker efteråret nærmere og Solrød Bibliotek byder også i år på en vifte af gode oplevelser, som kan ses i det helt nye arrangementskatalog.  

Sang og musik skal der til, derfor skruer vi op for begge dele i Spil Dansk ugen i november. Vi dedikerer en hel dag til fællessang og inviterer på et musikalsk foredrag om hjernen og musik med Ph.D. Lasse Skovgaard og sætter fut i fejemøjet med et foredrag om John Mogensen af Kurt Andreasen.

Litteraturfolket kan se frem til en spændende aften i selskab med Signe Langtved Pallisgaard, der er aktuel med romanen “Alle de Liv”. En bog om venskab, livsvilje og kærlighed. Kærligheden er også essentiel i historien om, hvordan Pelle Hvenegaard blev far til adoptivdatteren Zoe Ukhona. Han fortæller ærligt og rørende om vejen gennem fertilitetsbehandling og adoption.

I dokumentarfilmen “Fædre og Sønner” er faderskabet naturligvis også centralt, men filmen er også en fortælling om at tage på eventyr i en sen alder og om et langt liv som hofmarskal. En spændende historie om opdagelsesrejser, spionage og våbensmugling.  Efter filmen vil Michael Haslund-Christensen svare på spørgsmål. Spændende bliver det helt sikkert også, når tidligere politiassistent og tv-vært Kristian Bech besøger biblioteket og fortæller om livet som efterforsker og politimand.

Efteråret byder på rig mulighed for børnene for at være kreative. I efterårsferien åbner biblioteket for en kunstskole for de 8-12 årige, hvor der skal arbejdes med billedbogsillustrationer. Der bliver også god mulighed for at være kreativ, når biblioteket inviterer til workshop i at lave computerspil og tegnefilm i programmet Scratch. Og traditionen tro skal vi også finde Solrøds sejeste FiFA spillere i ferien.

Programmet byder også i år på Solrød Teaterfestival, hvor der er forestillinger for alle aldre. De allermindste og deres voksne kan blandt andet glæde sig til forestillingerne “Verdens mindste historie” og “Tommelise”, mens de voksne kan se frem sig til forestillingerne “Jagten på det grå guld” og “Haabet”, baseret på bestselleren af samme navn.

Du kan læse mere om alle Solrød Biblioteks tilbud og arrangementer i det nye arrangementsprogram og på hjemmesiden solbib.dk

Kilde: Solrød Bibliotek

 

 

Deltag i debatten
Del.