Solrød-borgeren Jens Friis har en virksomhed med fuld fart på udviklingen, og forleden inviterede han borgmester Niels Hörup på en rundtur.

Det går godt for virksomheden Eurodeck, som ejes af Solrød-borger Jens Friis. Så godt, at virksomheden nu ekspanderer og har rykket lokaler til Silovej – og det endda i en tid, hvor mangel på arbejdskraft sætter en stopper for mange virksomheders ekspansionsdrømme.

Forleden lagde borgmester Niels Hörup vejen forbi Eurodeck til en kop kaffe med Jens Friis, som bl.a. kunne fortælle, at han er udlært tømrer og har ejet Eurodeck i 12 år, som snart skifter navn til Surfaced.

Han har overtaget virksomheden efter sin far, og i starten var virksomheden en almindelig entreprenørvirksomhed, der blandt andet arbejdede med opretning af gulve. I dag arbejder virksomheden med kvalitets-mikrocement.

I januar tog Jens Friis endnu et skridt mod at videreudvikle virksomheden og købte Aalborg Portlands gamle bygning på Silovej, som medarbejderne nu er i fuld gang med at istandsætte og indrette bl.a. med prøver på virksomhedens produkter både på gulve og vægge i bygning.

Og Jens Friis har ikke kun indrettet de nye lokaler som showroom for virksomhedens produkter, han tænker også ud af boksen for at få det optimale ud af virksomhedens nye tilholdssted. Den nye bygningen skal nemlig ikke kun bruges som domicil for virksomheden, lokalerne skal også udlejes til fx events, fotoshoots, popup-butik, netværksmøder og andre arrangementer.

Samtidig vil den driftige virksomhedsejer også gerne udleje et kontorlokale til en anden kreativ virksomhed eksempelvis inden for den grafiske branche eller indretningsbranchen, som kan give synergi til Eurodeck.

“Det er altid meget givende at besøge vores lokale erhvervsliv, og fornøjelsen er ekstra stor, når der er tale om en virksomhed med fuld fart på vækst og udvikling. Det, at vi får lov til at stikke hovedet indenfor hos erhvervslivet, sikrer samtidig, at vi som kommune bedre kan støtte op om vores virksomheders vækst og udvikling,” siger borgemester Niels Hörup.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.