Solrød Strandkirke byder på tre spændende aftener i løbet af efteråret, hvor du møder foredragsholdere og diskuterer et nyt emne hver gang.

Har du lyst til at høre om og diskutere emner som ”Kvindeliv gennem tiderne”, ”Dit og mit liv” og ”Fællesskaber og traditioner”, skal du kigge ind i konfirmandstuerne i Solrød Strandkirke. De tre emner er nemlig på efterårets program i samtalesalonen, som starter sin anden sæson onsdag den 6. september kl. 19.

Kirken giver hver gang ost, flutes og rødvin, så tag din veninde, nabo eller kollega under armen og få en hyggelig og inspirerende aften i selskab med andre diskussionslystne.

Første gang fortæller Jytte Nielsen om ”Kvindeliv gennem tiderne”. Hun er forskningsbibliotekar på Kvinfo, Danmarks videns – og udviklingscenter for køn, ligestilling og mangfoldighed. Hun vil med stor passion fortælle, hvordan kvinder bl.a. har haft det på arbejdsmarkedet, i hjemmet og om deres rettigheder før og nu.

Med Jytte Nielsens oplæg som inspiration skal du og de andre deltagere i mindre grupper diskutere jeres oplevelser og syn på kvindeliv gennem tiderne.

Onsdag den 4. oktober kl. 19-21.30 får samtalesalonen besøg af Bertel Abildgaard, bedre kendt som Guitar-Kaj, fra legendariske 5 x Kaj.  Han underholder en time med musik, sang og snak under temaet ”Dit liv og mit liv”.

Undervejs i livet møder vi mange mennesker, som fanger vores interesse. Nogle inspirerer, andre udfordrer, og enkelte provokerer os, og vi stiller spørgsmål til deres værdier og måde at leve på. Men deres måde at gøre tingene på er vel lige så rigtig som vores, eller er den? Det skal du være med til at diskutere efter Bertel Abildgaards musikalske oplæg.

”Fællesskaber og traditioner” er aftenens tema onsdag den 15. november kl. 19-21. December og juletid nærmer sig, og freden sænker sig over land og by. Eller gør den nu også det? For i en tid med opsplittede familier og nye fællesskaber kan ens egne trygge traditioner støde sammen med andres traditioner. Og hvordan klarer vi det? Kom og fortæl, hvad du mener, og hvordan du oplever fællesskaber og traditioner.

Der er en menu med spørgsmål at tale ud fra i samtalesalonen.

Du behøver ikke at melde dig til samtalesalonerne på forhånd. Bare mød op, opfordrer Leah Tranholm og Vibeke Dahm, som tog initiativ til samtalesalonen i foråret.

”Vi syntes, der manglede et sted i Solrød, hvor man kunne diskutere og gå i dybden med nogle spændende emner. Derfor foreslog vi at lave en samtalesalon i Solrød Strandkirke. Det fik vi lov til af præst Charlotte Gravesen, som selv holdt et oplæg i en af forårets samtalesaloner, fortæller Leah Tranholm og Vibeke Dahm.

Kilde: Solrød Strandkirke

Deltag i debatten
Del.