Når sangerinden Jette Torp den 20. november påbegynder en større juleturné, er det med en spritny jule-CD i bagagen. CD’en med den enkle titel ”JUL” kommer på gaden den 16. november.

I et intimt set-up med saxofonist og guitarist Jan Kaspersen og Live Johansson på cello vil Jette Torp sprede musikalsk julestemning i hele landet i november og december. Gennem de sidste ti år har Jette Torp forkælet danskerne med julekoncerter i kirker og på mindre spillesteder. Igen i år kan man forvente
nærvær, intensitet og julestemning, når Jette Torp akkompagneret af bl.a. guitar, fløjte, saxofon og cello, synger julen ind.

På den aktuelle CD og til julekoncerterne har Jette Torp personlig håndplukket de julesange, som betyder
noget helt særligt for hende. Numrene er både hendes egne og fortolkninger af andres julesange. På
repertoiret er der (både) klassiske julesalmer, engelske og amerikanske Christmas Carols samt danske og
svenske julesange – kendte som mindre kendte.

Jette Torp kan i år fejre 20-års jubilæum som udgivende artist. Det er tre år siden sidste albumudgivelse og
der skulle lige præcis en julesang til at hun fik skrivelysten tilbage. Mere specifikt det første nummer ”Julen
er tilbage igen” fra det nye album, som blev den sang, der igen satte gang i sangskrivningen.

”Efter nogle år, hvor jeg ikke fik skrevet sange fik jeg, efter sidste års juleturné, lyst til selv at bidrage med
en (ny) julesang. Jeg satte mig uden guitar, hvilket var nyt for mig, og begyndte blot at skrive ned, hvad
julen er for mig. Det viste sig, at jeg forbinder den med langt mere, end jeg selv var klar over,” fortæller
Jette Torp.

Julen er en sanselig tid, der er tæt forbundet med både dufte, smage, lyde og effekter, der alle hører
højtiden til. Den er som en god gammel ven, der kommer tilbage år efter år med duften af gran, smagen af
brunkager og klangen af julesange.

”Julen er mange ting. Den er selvfølgelig hygge, glæde, nærhed og fællesskab, men for mange af os minder
julen os måske også om det, der var engang og vækker minder, sorg og savn ekstra stærkt til live i højtiden.
Den del vil jeg også gerne berøre på mine julekoncerter,” siger Jette Torp.

Med sin tilbagevendende juleturné har Jette Torp skabt sin egen juletradition. I år er det 10. gang hun
drager på juleturné rundt i hele landet.

Julekoncerter med Jette Torp 2018:

20. november – Støberiet, Bogense
23. november – Taastrup Kulturcenter
24. november, Stampenborg, Rødekro
25. november – Egen Kirke, Nordborg
28. november – Bjerre Kirke, Hornsyld
30. november – Lindvig Feriecenter
2. december – Sløjfen, Hadsten
6. december – Vinten Forsamlingshus, Horsens
7. december – Løvskal Hus, Bjerringbro
9. december – Hjørnet, Dronninglund
10. december – Sct. Johannes Kirke, Vejle
12. december – Remisen, Brande
13. december – Jersie Forsamlingshus, Solrød Strand
14. december – Stubhuset Støvring
15. december – Ishøj Kultur Café
16. december – Ørbæk Kirke

www.jettetorp.dk

Kilde: Promote it

Deltag i debatten
Del.