Der bliver mere plads til de kreativ fag og større mulighed for fleksibilitet i undervisningen, når de to sidste etaper af en omfattende renovering af Havdrup Skole står færdig.

I de kommende dage begynder elever og lærere på Havdrup Skole at rykke ind i skolens rummelige, nye naturfagsfløj, som er en del af etape 1 af en omfattende renovering af Havdrup Skole, og nu har Solrød Byråd også vedtaget at frigive pengene til de to sidste etaper af renoveringen.

Det betyder, at Havdrup Skole skal gennemgå en omfattende renovering af faglokaler og udearealer for mere end 14 mio. kr.

“Vi har i Solrød Kommune folkeskoler, hvor det er godt at både lære og være, og sådan skal det naturligvis blive ved med at være. Samtidig skal vi sikre vores skoler gode og fleksible rammer, så de fortsat kan leve op til de mange forskellige undervisningskrav, der kommer fra ministeriet. Fx kommer de praktiske fag som Håndværk og Design med Folkeskolelovens ændringer i fremtiden til at fylde mere i undervisningen, og det har vi taget højde for i den kommende renovering,” siger Kim Sunesen, formand for Familie- og uddannelsesudvalget.

Renoveringen betyder bl.a., at de kreative fag på skolen får langt mere plads at boltre sig på i fremtiden og at faglokalerne bliver samlet i samme bygning, så pladsen udnyttes mere effektivt.

Som en del af den omfattende renovering bliver der etableret et stort og moderne madkundskabslokale med tilhørende tidssvarende inventar. Lokalet kan samtidig deles op, så der er mulighed for en større fleksibilitet i undervisningen i form af mindre grupper.

Samtidig får både Håndværk og Design samt Billedkunst også større og mere fleksible rammer, og der bliver etableret et helt nyt lokale til musikundervisning.

Hele den omfattende renovering forventes at stå færdig i starten af 2020, og det er virksomheden Kjær Knudsen A/S, der er valgt som hovedentreprenør på projektet.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.