I dag kan vi offentliggøre endnu en samarbejdsaftale, der skal være med til yderligere at styrke pigefodboldlinjen på Brøndby Idrætsefterskole.

Samarbejdsaftalen træder i kraft omgående og betyder, at der skabes den optimale sammenhæng for fodboldpigerne mellem deres efterskoleophold på Brøndby Idrætsefterskole og deres trænings- og kampaktiviteter i Solrød FC.

En styrkelse af pigefodbolden på Sydkysten

Sportschef for pigeafdelingen i Solrød FC, Dennis Bauer, er ikke i tvivl om, at samarbejdet er en styrkelse af pigefodbolden på sydkysten:

” Vi sender hvert år et meget stort antal piger fra klubben på efterskoler rundt om i landet og heldigvis vender de fleste tilbage – men der er ingen tvivl om, at de er savnet i den periode – både til træning og kamp. Vi glæder os naturligvis over, at de kommer hjem som bedre fodboldspillere og samtidig er vokset mentalt og har fået mere selvtillid. Men fraværet kan få andre piger til at vælge klubben fra – enten fordi de skifter til et sted med bedre træningsmulighed eller de helt stopper – og det kan betyde, at der måske i sidste ende ikke er noget for efterskolepigerne at vende tilbage til. Så derfor går vi nu aktivt ind i kampen – sammen med BIE – for at fastholde pigerne i nærmiljøet og ikke mindst i fodbolden.”, udtaler Dennis Bauer, sportschef pigeungdom i Solrød FC.

På Brøndby Idrætsefterskole er viceforstander Martin Lund også begejstret for samarbejdsaftalen og den nye samarbejdspartner:

Med muligheden for ugentlige træninger i Solrød og med 6 timers træning om ugen på skolen med vores dygtige lærer- og trænerteam, som blandt andet består af Gitte Andersen (tidl. Brøndby I.F.- og kvindelandsholdsspiller, samt tidl. DBU ungdomslandsholdstræner) og Per Nielsen (nuv. 3F Liga-cheftræner og tidl. Brøndby I.F.- og herrelandsholdsspiller), så er rammen og setup’et omkring pigerne noget vi i al stilfærdighed er rigtig stolte af. Det er vigtigt for os hele tiden at udvikle og styrke vores i forvejen gode pigefodboldlinje. Når vi kan gøre det, samtidig med, at vi bidrager til den generelle udvikling af pigefodbolden gennem samarbejde med visionære og dygtige klubber, er det fantastisk”

Skrevet af Martin Lund
Kilde: Carsten Grønning – Solrød FC

Deltag i debatten
Del.