I forbindelse med brand søndag den 18. marts 2018 kl. ca. 01.50 i nybyggeriet på Timianhaven 1, 4622 Havdrup, efterlyser Midt- og Vestsjællands politi vidner, der måtte have set mistænkelige personer eller køretøjer i området i tidsrummet fra lørdag den 17. marts om aftenen til søndag den 18. marts omkring kl. 02.00.

På baggrund af kriminaltekniske undersøgelser på gerningsstedet efterforskes sagen som en påsat brand ved anvendelse af brændbare væsker.

Midt- og Vestsjællands politi kan ikke udelukke, at gerningsmanden kan være blevet forbrændt på hænder / krop i forbindelse med ildspåsættelsen, hvorfor politiet er interesseret i at høre fra vidner, der har kendskab til personer, der eventuelt har pådraget sig sådanne skader fornylig.

Midt- og Vestsjællands politi er ligeledes interesseret i at høre fra vidner, der måtte have kendskab til en grøn 5 liters plastikdunk, der er fundet i området ved brandstedet. Politiet er interesseret i oplysninger om personer, der skulle have indkøbt en eller flere af disse i byggemarkeder, tankstationer mv. i nærområdet i dagene op til brandens opståen.

Politiet er endvidere interesseret i at høre fra vidner, der i øvrigt kan bidrage med oplysninger til sagen.

Oplysninger i brandsagen gives til Midt- og Vestsjællands Politi på tlf. 46 35 14 48 eller via nærmeste politi på tlf. 114.

Kilde: Midt -og Vestsjællands Politi

Deltag i debatten

Del.