Borgmester Niels Hörup har besøgt virksomheden Andemors Verden, der er distributør af forskellige internationale legetøjsbrands og i dag har flere end 500 kunder rundt omkring i hele Nordeuropa.

Det var næsten et glædeligt gensyn med barndommens fornøjeligheder, da borgmester Niels Hörup forleden besøgte solrødvirksomheden Andemors Verden. Virksomheden er nemlig distributør af forskelligt legetøj, der alt sammen kredser omkring temaerne vandleg og vandtilvænning.

Andemors Verden er startet og ejet af Line Marie Wibroe – bedre kendt som Andemor. Firmaet så dagens lys i 2011 og har til daglig til kontor og lagerfaciliteter på Lerbækvej i Solrød Strand.

Det var ikke givet, at Line Marie Wibroe skulle komme til at drive en virksomhed, der sælger produkter til børn. Line Marie Wibroe er uddannet cand.comm. og var godt i gang med at gøre karriere som headhunter i 2009, da alvorlig sygdom ramte den aller nærmeste familie. Den hårde tid med sygdom helt inde på livet og alle de tanker, det førte med sig, fik to år senere Line Marie Wibroe til at beslutte at skifte spor og forlade karrieren som headhunter.

I 2011 stiftede Line Marie Wibroe sin virksomhed efter bogstaveligt talt at være blevet forelsket i en kæmpe stor badeand fra London, og så var kimen lagt til Andemors Verden. Line Marie Wibroe vidste ikke dengang, hvilken drejning det hele skulle tage. Hun vidste bare, at hun blev glad af at se på ænderne, og den glæde ville hun gerne bringe videre til både børn og deres voksne.

“Børn leger med vand alle steder, de kan slippe af sted med det. Hvor der er en vandpyt, er der et barn. Og som land er vi omgivet af en kyststrækning i verdensklasse. Hvorfor er det så, at det meste af det, vi hidtil har tilbudt vores børn til deres leg med og tilvænning til vand, ikke har været af særlig god kvalitet – ja, det har altid været mig lidt af en gåde”, siger Line Marie Wibroe.

I dag tegner fremtiden lys for Andemors Verden. Virksomheden er kommet igennem de første svære år og har fået sig positioneret på markedet både blandt producenter og forhandlere. Det er et marked, der er præget af en meget stærk konkurrence med en lav margin for fortjeneste, derfor forsøger Andemors Verden hele tiden at skille sig ud blandt andet gennem valg af farver, som virksomheden inden for nogle produktkategorier har eneret på. Det kan eksempelvis mærkes tydeligt på salget, at de klare farver ikke længere er moderne, men at forældre i dag foretrækker de støvede farver.

Andemors Verden har endnu ikke indfriet alle sine ambitioner. Der er stadig planer om at vækste og måske selv også introducere og producere legetøj – alt sammen med målet at gøre børn glade for vand.

“Det har været en fornøjelse at være på besøg hos Andemors Verden og mærke den passion og det engagement, som Line Marie Wibroe og hendes medarbejdere lægger for dagen. Det er altid inspirerende at besøge vores lokale virksomheder og i den anledning også tale om, hvordan vi som kommune bedst muligt understøtter vores lokale erhvervslivs vækst og udvikling,” siger Niels Hörup.

Du kan læse mere om Andemors Verden på hjemmesiden www.andemorsverden.dk eller Facebook.

Kilde: Solrød Kommune

Deltag i debatten
Del.