Havdrup Gymnastiks formand er nomineret som Årets Energibundt, Betina er indstillet af Instruktør Minna Holbeck i samarbejde med bestyrelsen i Havdrup Gymnastikforening.

Betina er indbegrebet af et energibundt og en ildsjæl. Hun yder langt mere end de fleste og formår samtidig at skabe og fastholde fællesskaber, sammenhold, energi og forankring i foreningen.

Hun er et godt forbillede for alle os andre frivillige. Hun får selv mange idéer og støtter og hjælper når vi andre har ting vi gerne vil prøve af. Vi får aldrig nej, men gerne opfølgning og sparring i forhold til levedygtigheden af et projekt.

Der er mange ting der er lykkedes med Betina som hovedkraft – eller som en meget vigtig og højtydende spiller.

  • Havdrup Gymnastik er – på rekord tid – blevet certificeret ”Spring Sikker Forening” i GymDanmark regi.
  • Springgrav og pommes frites grav i vores nye hal – bl.a. med masser af sponsor ansøgninger til erhvervslivet
  • Springholdskoncept med breddelinje og en mere dedikeret springlinje
  • Nye tiltag med hold – altid klar til at gå efter noget nyt – Senest med Jumping fitness, Aerial yoga, Nerf warrior og Foam rollers.
  • Nye koncepter – Work out combi (Træn-så-meget-du-vil på de fleste voksenhold) og klippekort
  • Udendørs aktivitetsbane for hele Havdrup (ca. 4500 indbyggere)
  • Arrangementer for byen – Børnerock, Fitness Event, Store legedag, Nytårtræning,
  • Julekalender på Facebook hvor Betina er rundt til instruktørerne med rekvisitter og filmer øvelser J

Når noget er ved at falde så griber hun – og hun får ting til at ske.

Selvom vi kender begrebet om at tilbyde en lillefinger og opleve at hele hånden røg med, er vi altid sikre på at blive hjulpet hvis det er ved at gå galt. Så med Betina ved roret tør vi tage flere udfordringer og opgaver fordi vi ikke står alene.

Man kan miste pusten når man ser hendes ”energibundt niveau”,men hun ser også folk omkring sig – og hjælper hvor hun kan. Hun er god til at anerkende og er hele tiden med på hvad der sker omkring forening arbejde samt krav og ønsker fra forskellige interessenter.

Hun har betydet meget for vores by og ikke kun i det nære i gymnastikken og foreningens godt 1100 medlemmer.

Hun formår at få instruktører, bestyrelsesmedlemmer, halfolk, andre foreninger og skolens personale til at samarbejde så træning og omgivelser kan give medlemmerne de bedst mulige forhold. Og agerer mægler i situationer som kræver lidt ekstra.

Hun er en OPRIGTIGT STOLT formand – fuldstændig opmærksom på at hun ikke kan gøre alting selv og dermed ydmyg – og bliver bevæget når brikkerne falder på plads og ting går op i en højere enhed.

Hun er både frontfigur og taler godt for og om os i alle tænkelige sammenhænge – og baggrundsfigur der knokler i det stille så alle tandhjul passer.

Betina er god til at samle alle vores ca. 70  frivillige i Havdrup Gymnastik. Hun inspirerer til at tale sammen på tværs og udnytte hinandens ressourcer og kompetencer.

Hun støtter op når der sker noget og tager aktivt del i arrangementerne – selvom det ikke er hendes egne.

Hvert år får vi alle et personligt julekort hvor hun anerkender os for det vi gør og det vi står for.

Vi er stolte af vores formand – hun er noget helt specielt – og Årets Energibundt 2018

Kilde: Havdrup Gymnastik

Deltag i debatten
Del.