I mange år har adgangsvejen til badebroen og stranden ved Østre Strandvej været en række sveller gennem klitterne. Svellerne stoppede, hvor klitterne sluttede, og det har været et stort ønske for alle brugere af stranden, at der kom et fast fortov mellem svellerne og badebroen.

Udfordringen har været, at når stranden skal renses, skal strandrensemaskinerne kunne passere fortovet uden at beskadige det. Strandrensemaskinerne vejer op mod 15 tons.

I et fint samarbejde mellem Solrød Strands Grundejerforening, Solrød Strands Kajakklub, Bram Stål, Strandrenselauget, Solrød Vandværk og Solrød Kommune er der nu fundet en løsning, og den faste forbindelse er blevet etableret.

Løsningen er, at den faste forbindelse i overfladen består af 39 m grå plastickøreplader, der er sat sammen med en stålwire i hver side, så pladerne ligger fast. I de første 18 m fra svellerne er der lagt jernkøreplader under plastkørepladerne, og det er her strandrensemaskinerne kan passere plastkørepladerne uden at beskadige dem.

Plastkørepladerne er grå og rillede, så de passer i farven til sandet. I løbet af de første dage er de blevet dækket af et tyndt lag sand, og hvis sandlaget bliver for tykt, bliver pladerne fejet. Man kan stadig se den faste forbindelse, men nu har den samme farve som sandet, og er vældig diskret.

Den faste forbindelse ender lige ved siden af badebroen. Det gør den, fordi fastgørelsen i sandet ikke kunne udføres under badebroen.

Solrød Strands Grundejerforening har sponsoreret plastpladerne, Bram Stål har sponsoreret jernpladerne, Strandrenselauget har leveret maskinkraft til at få lagt jernpladerne, Solrød Strands Grundejerforening og Kajakklubben har leveret arbejdskraft til at få lagt plastpladerne, Vandværket har koordineret leveringen af jernpladerne og Solrød Kommune har godkendt projektet.

Klubberne i Solrød Vandsport og brugere af stranden med barnevogne, klapvogne, rollatorer og kørestole kan nu let komme helt ud til vandet. Også gående kan komme lettere hen over stranden.

Stranden i Solrød har 3 faste forbindelser ned til vandet: Badebroen ved Trylleskoven, badebroen ved Østre Strandvej og badebroen ved Jersie Strandpark ved Staunings Ø.

Kilde: Preben Larsen

 

Deltag i debatten
Del.