Når et menneske er på vej til at få en psykose, vil der ofte være tidlige tegn på det. Til PsykInfo-arrangementet ”Når virkeligheden ændrer sig – tidlige tegn på psykose”, kan du blive klogere på disse tegn, samt på hvor og hvordan man kan få hjælp og behandling.

Arrangementet finder sted onsdag d. 23. august på Roskilde Bibliotek. Det er gratis at deltage – du skal blot tilmelde dig hos PsykInfo på: 70 25 02 60 eller psykinfo@regionsjaelland.dk.

Psykose er en tilstand, hvor opfattelsen af virkeligheden ændres, og hvor man kan få kaotiske tanker, ændret adfærd og hallucinationer.

Før en psykose udvikler sig helt, er der ofte noget, der ikke er, som det plejer at være. Måske får man en trang til at isolere sig, eller man ser, hører og mærker ting, andre ikke gør. Det kan også være, at man bytter om på dag og nat eller føler en tiltagende tristhed. Man kan opleve, at ens tanker forandrer sig, eller at der er en, der er ude efter en. Man kan også opleve at få nogle fantastiske ideer, som ingen andre har kunnet få – eller man kan blive helt opslugt at store emner, som fx religion, krig eller politik.Der er således flere tegn på en begyndende psykose, som det er vigtigt at reagere på. Når psykosen opdages tidligt, og man hurtigt kommer i behandling, er der langt større muligheder for at blive rask.

På denne aften kan du blive klogere på, hvilke tidlige tegn man skal være opmærksom på samt, hvor og hvordan man kan få hjælp. Desuden kan du høre en personlig beretning om, hvordan det er at have psykose.

Kilde: Region Sjælland

Deltag i debatten
Del.