Til Havdrup Gymnastikforenings årlige opvisning lørdag den 16. marts 2019 opviste 90 elever fra Idrætsefterskolen Ubby foran flere hundrede jublende tilskuer.

Efterskoleeleverne fra Ubby blev måske en smule overrasket da de så hvor mange mennesker der var mødt op for at se dem opvise. På holdet var Havdrup Gymnastikforenings egen hjælpeinstruktør, Emma Plougmand, som i dagens anledning havde fået det betroet erhverv som fanebærer for Ubby holdet.

I smukke dragter og med et dramatisk tema førte efterskoleholdet publikum igennem mørket og ud i lyset, og tilførte det sidste krydderi på en fantastisk opvisningsdag i Havdrup. Foruden foreningens egne hold var der besøg af de rytmiske piger fra KB Elite samt de dygtige Rope Skippere fra Skensved Gymnastikforening. Kvaliteten denne eftermiddag var høj, og tilskuerne blev flot underholdt af dygtige dansepiger, seje Jumpere og imponerende springere, hvis instruktører leverede et meget professionelt show, og alle lige fra de små gymnastikrollinger på et par år til de aldrende seniorer så ud til at nyde hvert et sekund.

Det var interessant at se, at gymnastik foreningen har så meget alsidigt at byde på, og foruden hop og spring, blev der også vist jumping Fitness i små trampoliner og hippe moves fra dansehold og parkour. De utroligt dygtige springhold herunder de 3 Super Springs hold og voksenholdet Team Allstars viste hvor langt foreningen er nået og hvor højt et niveau gymnasterne springer på.

Det kan ses på den udvikling der sker på holdet, at der lægges meget tid og kræfter i konstant at forbedre springteknik og sværhedsgrad, men holdet emmer også af et utroligt godt sammenhold og man kan mærke hvor meget de unge mennesker trives som holdkammerater og støtter hinanden. Årets Super Springer blev udråbt til opvisningen, og i år blev Nicoline Sarpø meget velfortjent udpeget som årets superspringer. Nicoline er foruden en dygtig og vellidt gymnast på Super Spring også et engageret medlem af hjælpeinstruktørteamet i Havdrup Gymnastikforening.

Ved opvisningen blev også gymnastikforeningens vandrepokal uddelt. Pokalen uddeles hvert år ved gymnastikopvisningen til en ny årets modtager, og kan gives til alle som har med gymnastikforeningen at gøre. Udnævnelsen til pokalmodtager kendetegnes ved, at modtageren skal have gjort noget særligt for gymnastikforeningen. Bestyrelsen havde i år udpeget yoga- og jumpinginstruktør Jeanett Træde til at modtage vandrepokalen for hendes fantastisk indsats som instruktør. For hendes utrolige indsats som instruktør på hele 11 hold, men ikke mindst for hendes fantastiske og favnende væsen.

Jeanett Træde

Det var en stolt og meget bevæget formand for Havdrup Gymnastik, som afsluttede årets opvisning med en stor tak til de over 1400 fremmødte og til instruktørerne for et brag af en opvisning. Efter en vintersæson med næste 1300 medlemmer går foreningen nu på en velfortjent ferie.

Men kun for et splitsekund, idet sommersæsonen skydes i gang lige efter opvisningen, og alle som har lyst til at lære foreningen at kende kan nu tilmelde sig på foreningens hold på www.havdrupgymnastik.dk.

Kilde: Havdrup Gymnastik

Deltag i debatten
Del.