UUV Køge Bugt har overtaget en del af udskolingsundervisningen 7. – 9. klasse hvor der skal undervises i folkeskolens § 7 emnefag om Uddannelse og Job. Undervisningen tirsdag aften var omlagt fra dagtimerne til kl. 18 og fra Munkekærskolen, Uglegårdskolen, Sct. Nicolaiskolen og Kirstinedalskolen til Solrød Gymnasium. Her blev elever og forældre fra 8. årgang præsenteret for unge der har forladt folkeskolen og nu som rollemodeller fortalte om deres uddannelsesvalg og vej gennem ungdomsuddannelsen.

Margrethe Tovgaard fra UUV bød velkommen og satte aftenundervisningen ind i en ramme, hvor nysgerrighed, undersøgelse og samtale hjemme sammen med vejledningsaktiviteter som erhvervspraktik, brobygning, uddannelsesparathedsplan, Skills og introkursus på ungdomsuddannelserne skal danne baggrund frem mod valget af en ungdomsuddannelse i 9. klasse. ”Uddannelsesforløbet i udskolingen er en dannelsesrejse hvor de unge får kendskab til virksomheder, job og uddannelser som foruden selve uddannelsesvalget også giver dem kendskab til hvordan vores samfund hænger sammen” sagde Margrethe Tovgaard inden eleverne og forældrene skolevis blev sendt ud i fire grupper, hvor de mødte ungeguider fra erhvervsuddannelserne og de gymnasiale uddannelser.

Afdelingsleder Margrethe Tovgaard fra UUV bød velkommen og satte aftenen i perspektiv.

Den virkelige verden i forbindelse med uddannelsesvalget og overgang fra folkeskole til en ungdomsuddannelse blev sat på dagsordenen da Mette fra SOSU uddannelsen, Mark der er automekanikerlærling og Joakim, der er i mesterlære som eventteknikker tog over.

SOSU Mette, automekaniker Mark og eventtekniker Joakim stillede beredvilligt op og fortalte med humor og glimt i øjet om deres uddannelse.

På skoleforløbet som automekaniker var der kun 2 piger resten var drenge, det modsatte kunne Mette berette fra SOSU uddannelsen. Joakim havde endnu ikke været på skoleforløb på sin uddannelse, da han var begyndt i mesterlære, og derfor var startet op i virksomheden. Løn, sygdom, forholdet mellem mester og elev, det kollegiale sammenhold på arbejdspladsen, uddannelsesvalget og meget mere blev berettet til de kommende uddannelsesvælgere – og der blev lyttet!

Mange elever tænker på erhvervsuddannelserne som et endeligt valg af job, som man så skal være i resten af livet. Også den myte punkterede de tre ungeguider. Når Mette er færdig som SUSU assistent, går turen videre mod uddannelsen som sygeplejerske, Mark vil søge ind til politiet eller som professionel soldat i Forsvaret når han er færdig med sin uddannelse og Joakim var allerede frivillig brandmand og vil aftjene sin værnepligt i Beredskabet og herefter bruge sit CV som ansøgning til jobbet som brandmand.

Elever og forældre fra Uglegårdskolen mødte 3 af UUV’s ungeguider. Vejleder Pernille Knoop bød velkommen og præsenterede erhvervsuddannelserne. SOSU Mette, automekaniker Mark og eventtekniker Joakim stillede beredvilligt op og fortalte med humor og glimt i øjet om deres uddannelse.

Det var en aften hvor undervisningen blev bragt ud af folkeskolens rammer, en aften hvor eleverne fra 8. klasse mødte unge der med deres erfaring gav uddannelsesvalget ”kød og blod” og hvor vejledere fra UUV lagde op til et kommende valg af introforløb på ungdomsuddannelserne og ikke mindst inspiration til den fortsatte gode samtale i hjemmet om uddannelsesvalget.

FAKTABOKS:

Efter aftale med folkeskolerne i Greve, Køge, Solrød og Stevns har UUV’s lokale vejledere overtaget undervisningen i 36 lektioner i hvert spor (7. a – 9. a) i emnefaget Uddannelse og Job.

Foruden Ung til Ung aftenen består undervisningselementerne bl.a. i:

  • Forberedelse og efterbehandling af erhvervspraktik
  • Gennemgang af parathedsvurdering hvor UUV’s skoleteam selv har udarbejdet et parathedsspil.
  • Kendskab til job og hvilke uddannelser der kan føre til forskellige job, her er ligeledes udarbejdet et lokalt UUV spil, som sælges til skoler og UU center i hele landet.
  • Selvindsigt som grundlag for valg af uddannelse og job.
  • Udfoldning af erhvervsuddannelserne, som grundlag for det kommende valg.
  • Det personlige uddannelsesvalg

Undervisningsområderne supplerer den kollektive vejledning hvor uddannelsessystemet og valgrummet gennemgås og udfordres kollektivt.

Ordningen blev indført i forbindelse med Erhvervsuddannelsesreformen i 2014 og er siden evalueret positivt af skoler og UUV.

Faktabox – folkeskolens § 7 om undervisning i Uddannelse og job

§ 7. I undervisningen i grundskolen indgår følgende obligatoriske emner: 1) Færdselslære,

2) sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab,

3) uddannelse og job.

Stk. 2. Undervisningen i uddannelse og job skal tilrettelægges i samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning.

§ 7 a. I 8. klasse skal eleverne deltage i introduktionskurser til ungdomsuddannelse, jf. lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.

Stk. 2. Ungdommens Uddannelsesvejledning og skolens leder iværksætter fra 8. klasse en målrettet indsats for elever, der er vurderet ikkeuddannelsesparate, jf. lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. I 9. klasse deltager elever i brobygning, i det omfang lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. fastsætter dette. Den målrettede vejledningsindsats og brobygning sker efter lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.

Deltag i debatten
Del.