Pust ballonerne op og vift med dannebrog for Regnbuen Vuggestue! Den 1. november runder Havdrups hidtil eneste vuggestue nemlig et skarpt hjørne på 30 år.

Børnesange, børnelatter og forslåede børneknæ har i 30 år været en del af hverdagen i den lille, gule murstensbygning på Bistrupvang 35 i Havdrup.

For den 1. november 1987 åbnede man Bissebo Vuggestue – og dermed er det nu 30 år siden, at man slog dørene op for det, der siden har skiftet navn til Regnbuen Vuggestue.

Karin Christensen, der i dag er konstitueret leder i Regnbuen & Skovhuset, har været med som pædagog helt fra begyndelsen – kun afbrudt af ét andet jobs undervejs. Hun fandt dog hurtigt tilbage til Regnbuen, og det er der en særlig grund til, fortæller hun:

”Mit hjerte ligger i at bygge et godt fundament for vores allermindste. Dét har jeg altid brændt for.”

Regnbuens stærke fundament

I gnisten for at skabe et godt fundament for børnene, er der nok også opstået en stor kærlighed til lige netop denne institution. På flere måder kan Regnbuens rejse nok også sammenlignes med den rejse, børnene er ude på.

”Der er undervejs blevet kastet mange nye bolde i luften, og man har været dygtige til at være med på noderne i kommunen rent fagligt. Så for os har det handlet om at gribe strømningerne og følge med udviklingen,” fortæller Karin Christensen.

Den positive udvikling kræver dog også, at man hele tiden holder sig nysgerrig, og ikke falder ned i for mange gamle vaner, påpeger Karin Christensen.

”Det farligste er at lukke sig om sig selv og tænke; ”vi er gode nok, som vi er.” Det er vigtigt, at man hele tiden har et åbent sind, tager imod nye input, og at man også tør tage et kritisk syn på sin egen praksis,” siger Karin Christensen.

650 børn i gode hænder

Således er Havdrups hidtil eneste vuggestue gået fra at være en lille institution på 24 vuggestuebørn til i dag at have 40. Alt i alt har godt 650 børn gennem tiden sunget børnesange og kørt på løbecykler på vuggestuens legeplads, og mange af børnene har tilmed selv fået børn i tiden, der er gået.

Det har været sjovt at følge med i den rejse, fortæller Karin Christensen:

”Det er skægt at følge. Der sker det inde i ens hoved, at man ikke føler, man er blevet én dag ældre. Men når de børn, man passede for mange år siden, kommer og afleverer deres børn – ja, så må der jo alligevel være gået nogle år. Det er altså lidt skægt og også hyggeligt,” fortæller Karin Christensen.

Tidligere på året kom Regnbuen Vuggestue atter under ny struktur. Vuggestuen er i dag en del af den integrerede institution Regnbuen & Skovhuset, hvilket er med til at skabe en rød tråd helt fra vuggestuen til SFO’en. Derudover havde begge institutioner en grøn profil, så samlet set var det en naturlig udvikling at arbejde tættere sammen.

Regnbuen Vuggestue fejrer 30 års jubilæet med en reception 1. november.

Kilde: Nadia A. Rasmussen

 

Deltag i debatten
Del.