Selvom folkeskoler landet over må vente lidt endnu på igen at kunne indtage madkundskabslokalet, skrues der i disse dage op for madlavningen på Uglegårdsskolen i Solrød Strand, når valgfagsholdet ‘Kornuglerne’, som finalister i skoleprojektet Madkamp, får Mette Blomsterberg som vikar.

Traditionen tro skulle skoleprojektet Madkamp, som fokuserer på opkvalificering af faget madkundskab, være afsluttet med DM i Madkundskab på Kold College i Odense. Det har corona desværre sat en stopper for. Men som finalister i Madkamp skal ‘Kornuglerne’ fra Uglegårdsskolen i Solrød Strand dog ikke snydes for muligheden for at fremvise det store arbejde, de har lagt i skolekøkkenerne under årets tema “Kend dit korn!”.

Som en alternativ finale afsluttes Madkamp i år med en vikartime med selveste Mette Blomsterberg -online. Her vil kagedronningen afholde livesessioner for hver enkelt finaleklasse ud fra det, som eleverne har lært i årets Madkamp. Sammen med Mette Blomsterberg skal eleverne kreere korn-roulader. Alle elever har forinden modtaget et bagekit, som indeholder alt det, eleverne skal bruge til madlavningssessionen.

Derudover samles og udgives elevernes mange innovative opskrifter på kornretter, som er blevet udarbejdet som en del af forløbet, i en opskriftssamling.

Til kamp for madmodet

Madkamp har tidligere haft fokus på mejeriprodukter, bælgfrugter og kål. I år er temaet “Kend dit korn!” for blandt andet at sætte fokus på kornets rolle i den danske madkultur. Forløbet har klædt eleverne på med viden og kompetencer og styrket deres forståelse for blandt andet gluten, den gode dej, forskellige kornsorter samt dets egenskaber og muligheder.

“Madkamp handler om at give eleverne interesse for mad og mod på at gå i køkkenet. Det er vigtigt for vores madkultur, fordi det ruster det dem til at blive kritiske forbrugere”, understreger Judith Kyst, direktør i Madkulturen, som sammen med seks af landets professionshøjskoler står bag Madkamp.

‘Kornuglerne’ er ét ud af i alt ni udvalgte finalehold til Madkampfinalen, som hver får en personlig madlavningssession med Mette Blomsterberg. Finaleholdene modtager også personlige udtalelser fra Madkampfinalens dommerpanel baseret på elevernes arbejde med årets tema. I dommerpanelet findes blandt andet Helle Brønnum Carlsen, Lektor i madkundskab, som er blevet særlig imponeret om Uglegårdsskolens arbejde med retten “Uglereden – øl-kage med øl-is, mæsk-nougatin og lemoncurd”:

“Jeg kan ikke mindes, at jeg har set noget, der var så gennemtænkt, systematiseret, kreativt og videnskabeligt”.

Uglegårdsskolens madlavningssession løber af stablen d. 3. juni.

Kilde: Madkulturen

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.