Rasmus Skovby stopper til nytår som cheftræner for klubbens 2. divisionshold.

Siden sommeren 2018 har Rasmus Skovby stået i spidsen for det bedste kvindehold i Solrød FC. Men til nytår stopper han som cheftræner, hvilket han meddelte spillerne til mandagens træning.

Tiden er moden til at give stafetten videre. Jeg efterlader et etableret og bæredygtigt hold, og det er et godt tidspunkt at gøre det på, fordi der er en lang vinterpause. Til sommer havde det været langt mere stressende for klubben, siger Rasmus Skovby.

I klubbens ledelse er man meget ked af, at den 34-årige Rasmus Skovby har valgt at stoppe, men parterne skilles som gode venner.

Vi sætter stor pris på det arbejde, som Rasmus har udført, og de resultater, som han har opnået med holdet. Udover det trænings- og spillemæssige har Rasmus også været med til at rykke klubben i en positiv retning i forhold til kvindefodbold, siger Henrik Petersen, som er kvindeformand i Solrød FC.

Var med i landets næstbedste række

Da Rasmus Skovby kom til Solrød FC, lå kvinderne i Serie 1, og de sportslige succeser kom med det samme kulminerende med sidste sæsons plads i 1. division samt et dansk mesterskab i futsal (indendørsfodbold) i foråret 2020.

Jeg har haft mange gode oplevelser med holdet og har haft gode relationer til både stab og spillertrup, og jeg vil heller ikke udelukke, at jeg en dag vender tilbage, fastslår Rasmus Skovby, der til dagligt underviser socialt udsatte unge i Vanløse.

Rasmus Skovby havde egentlig en aftale med Solrød FC frem til sommeren 2023, men påpeger, at det her og nu er på tide at prøve noget andet. Han er dog ikke i dialog med andre klubber.

Vi har fuld forståelse for Rasmus’ beslutning, og han vil altid være velkommen tilbage, lyder det også fra Henrik Petersen, som nu skal i gang med at finde en ny cheftræner.

Vi skal finde en kompetent afløser, som passer til den profil, vi ønsker, og som kan føre Rasmus’ succesfulde arbejde videre og udvikle holdet endnu mere, fortæller Henrik Petersen.

Aktuelt ligger kvinderne i 2. division, hvor de til foråret skal kæmpe om at undgå nedrykning, men målet er snarest at vende tilbage til landets næstbedste række.

Kilde: Marco De Los Reyes

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.