Solrød FC fylder 50 år, og jubilæet fejres ved en stor reception i klubhuset på lørdag fra 10.00 til 16.00.

På den store dag spiller mange af fodboldklubbens hold også på hjemmebane, og begge seniorhold spiller på stadion.

Klokken 12.00 spiller kvinderne, mændene spiller to timer senere, og i dagens anledning er der gratis pølser til de første 100 tilskuere.

En stor festdag

Solrød FC-formand Mikkel Juul ser frem til jubilæumsdagen, der forhåbentlig bliver en stor fest dag med masser af mennesker både til receptionen og de mange kampe.

– Vi håber, at såvel gamle som nye medlemmer, sponsorer, samarbejdspartnere, forældre og mange flere kommer og fejrer dagen sammen med os, lyder det fra Mikkel Juul.

Mikkel Juul ses her foran klubhuset på Tingsryds Allé.

Officielt er det først den 29. september, at Solrød FC fylder 50 år. Men jubilæet fejres altså på lørdag, som er en langt bedre dag til den slags.

Der blev dog også spillet fodbold i Solrød før 1969. Men det var i Solrød Idrætsforenings regi.

Historisk succes

Sportsligt er det et rigtig godt tidspunkt at fejre klubben på. Mange af klubbens hold har nemlig stor succes. Ikke mindst de to seniorhold.

Mændene har vundet de første seks kampe efter sommerpausen og ligger nummer et i Serie 1. Kvinderne ligger på førstepladsen i Kvindeserie Øst, landets tredje bedste række, og så højt har Solrød FC’s kvinder aldrig tidligere været placeret. Faktisk har holdet ikke tabt en kamp siden forårssæsonen 2018.

I ungdomsrækkerne spilles der hele otte hjemmekampe på lørdag. U11-pigerne og U12-drengene spiller klokken 10.00, og den sidste kamp, der fløjtes i gang, er U15-drengenes. Den begynder klokken 14.30.

Receptionen på lørdag finder sted i klubhuset på Tingsryds Allé 27 A.

Kilde: Marco De Los Reyes

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.