Kvinderne fra Solrød FC tabte lørdag til topholdet fra Herlufsholm. Nu venter Næsby i en direkte kamp om, hvem der skal med i oprykningsspillet.

Et enkelt point havde sikret Solrød FC en plads i oprykningsspillet til Kvindeligaen, men det blev kun til lige ved og næsten i 1. divisionskampen hjemme mod Herlufsholm. For gæsterne vandt 4-3 på et sejrsmål, der først blev scoret et minut inde i dommerens tillægstid.

Solrød FC fik tre minutter senere endda en stor chance for at hente det ene point, men Amalie ”He” Hansen brændte et straffespark i kampens allersidste minut.

Det var et bittert nederlag, lyder det fra cheftræner Rasmus Skovby efter en kamp, som blev langt mere lige end de to holds kamp tidligere på efteråret. Her vandt Herlufsholm nemlig med hele 5-0.

Vi er også meget tilfredse med den udvikling, der har været siden den omvendte kamp, og vi var meget uheldige med ikke at få mere ud af anstrengelserne, fastslår Rasmus Skovby.

Scorede alle tre mål

Amalie ”He” Hansen scorede alle tre Solrød-mål. I første halvleg bragte hun hjemmeholdet foran 1-0, hvorefter gæsterne scorede tre gange i løbet af et kvarter. Amalie ”He” Hansen scorede så igen inden pausen og derpå i 81. minut. Og i det 94. minut kunne hun så have scoret sit fjerde mål, hvilket altså ikke lykkedes.

Rasmus Skovby ser nu frem til skæbnekampen på lørdag på Dalum Stadion på Fyn. Her venter Næsby, der inden sidste runde ligger på tredjepladsen tre point efter Solrød FC, men som kan kravle op på den andenplads, der også giver adgang til oprykningsspillet.

Vi er fuldstændig klar til en ”finale” mod Næsby, fastslår cheftræneren.

Med lørdagens sejr over Solrød FC er Herlufsholm allerede sikker på at vinde rækken. De har 18 point, mens Solrød FC har 13 point og Næsby 10.

Solrød FC’s målscore hedder 12-12 og Næsbys 10-12, hvilket betyder, at Solrød FC med ét point er sikker på at forblive på andenpladsen. Solrød FC kan også tillade sig at tabe med et mål, men vinder Næsby med to mål eller mere, snupper de andenpladsen.

Kilde: Marco De Los Reyes

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.