Onsdag den 25. maj fra klokken 17.00 til 20.00 er Solrød FC igen vært for DBU Pigeraketten, der er et åbent hus-arrangementet for piger mellem 5 og 11 år, som ikke allerede går til fodbold.

Da Solrød FC sidste år var vært for Pigeraketten, var der hele 53 deltagere, og flere af dem begyndte efterfølgende at gå til fodbold i Solrød FC.
– Det var en rigtig god dag, og vi håber, at vi kan opnå samme succes i år, siger Marco de los Reyes, der sammen med Claes Meldal udgør trænerteamet på U11-pigeholdet i Solrød FC.
– I klubben har vi en del piger i alderen 8 til 11 år, men vi vil gerne være flere, og så vil vi også gerne have fat i nogle af de lidt yngre piger, fortæller Marco de los Reyes.
Gratis at være med
Det er gratis at deltage i DBU Pigeraketten, som afvikles på kunstgræsbanerne ved siden af Solrød Stadion, hvor pigerne i løbet af de tre timer skal besøge fem forskellige ”planeter” med sjove og anderledes fodboldøvelser.
– Imens kan forældrene høre mere om klubben og de forskellige pigehold. De kan også snakke med forældre til nogle af de piger, der allerede går til fodbold, fortæller Marco de los Reyes, som især gerne vil fremhæve det kammeratskab, der er på pigeårgangene.
DBU har hvert år siden 1997 afviklet Pigeraketten mange forskellige steder i landet, og i alt har der været omkring 110.000 deltagende piger.

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.