Tennisbanerne står klar til at blive flittigt brugt. Læs her mere om, hvad der rører sig af nyt og spændende i klubben.

Efter en lang Corona-pause er der gang i banerne i Solrød Tennis Klub igen. Solrød-borgere i alle aldre nyder det gode sommervejr på de helt nye kunstgræsbaner, hvor der bliver slået godt til bolden.

Solrød Tennis Klub er nemlig et sted, hvor der sker ting og sager. Ikke kun med spillet – men klubbens mange medlemmer og frivillige lægger en stor indsats for at gøre det til et af de bedste steder at spille.
I de seneste år er faciliteterne blevet opdateret.

Der er fx sat LED-lys op i tennishallen, som har medført en stor besparelse på el-udgiften. Der er lavet ny café og opdaterede badefaciliteter, der er kommet fem nye udendørsbaner og to nye indendørs-baner bliver etableret i den kommende måned, der er kreeret en lille ny bane med en slå mur, og der er kommet boldskabe til medlemmernes bolde.

Klubben er da også blevet kåret blandt en af de 16 bedste tennisklubber i Danmark, og sidste år modtog klubben desuden et fint diplom og en bolddonation fra Dansk Tennis Forbund.

Vil sprede budskabet om tennis

Der er altså nogle fantastiske rammer for alle de tennisinteresserede, der har lyst til at prøve kræfter med den populære sportsgren, der samtidig giver god motion – og som dermed er god for sundheden. Og klubbens bestyrelse gør sammen med medlemmerne et stort stykke arbejde for at sprede budskabet og få flere medlemmer i klubben.

Det gør de eksempelvis ved at tilbyde særlig voksenintroduktion til tennis, så man får en god opstart med tennis. For de yngste (6-17 år) er der træning på alle ugens hverdage, og tennisklubben er også med i ”Sjov Sommer”, som er et tiltag for alle børn fra 0.-9. klasse i Solrød Kommune.

Der afholdes årligt 4-6 sociale arrangementer i klubben, og de lokale folkeskoler afholder ofte idrætstimer på banerne med tennis i fokus.

Det er alt sammen tiltag med det formål at øge interessen for tennis i Solrød.

– Jeg mærker en rigtig god stemning vedrørende tennis i Solrød, og vi er meget glade for vores mange aktive og engagerede medlemmer. Samarbejdet mellem klubben og Solrød Kommune er ligeledes veletableret , ligesom samarbejdet mellem klubben og DGI samt Dansk Tennis Forbund. Alle medlemmerne i klubben får både god motion og hyggeligt socialt samvær ud af det, og vi oplever dem som nogle gode og glade lokale ambassadører for sporten. Også vores engagerede trænere gør dagligt en stor indsats, siger Per Holm, der er formand for Solrød Tennis Klub til Viborher.dk.

Vil du læse mere om Solrød Tennis Klub, så klik ind på deres hjemmeside her (LINK: ”www.solroedtennis.dk”)

Kilde: Viborher.dk

Deltag i debatten
Del.

Kommentarer er lukket.